Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 408

§ 408. For de forsikringsklasser, som et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse har fået koncession til på tidspunktet for ændringen af bekendtgørelse nr. 84 af 6. februar 2003 om kapitalgrundlag og driftsplaner for forsikringsselskabers ikrafttræden, træder bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8, om minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser først i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Inden udløbet af fristen i stk. 1 kan Finanstilsynet efter ansøgning tillade, at fristen i stk. 1 forlænges til den 1. januar 2009.

Stk. 3. Indtil bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 6-8, træder i kraft, udgør minimumskapitalkravet følgende:

  1. for forsikringsselskaber, som driver livsforsikringsvirksomhed: 0,8 mio. euro for aktieselskaber og 0,6 mio. euro for gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, og

  2. for forsikringsselskaber, som driver skadeforsikringsvirksomhed:

a) for forsikringsklasse 14 og 15: 1,4 mio. euro for aktieselskaber og 1,05 mio. euro for gensidige selskaber,

b) for forsikringsklasse 10-13: 0,4 mio. euro for aktieselskaber og 0,3 mio. euro for gensidige selskaber,

c) for forsikringsklasse 1-8, 16 og 18: 0,3 mio. euro for aktieselskaber og 0,225 mio. euro for gensidige selskaber, og

d) for forsikringsklasse 9 og 17: 0,2 mio. euro for aktieselskaber og 0,15 mio. euro for gensidige selskaber.

Kilde: Retsinformation.dk