Konkursloven § 15
§ 15. Skyldneren må ikke foretage dispositioner af væsentlig betydning uden tilsynets samtykke. Betaling af gæld må kun ske i overensstemmelse med konkursordenen, eller hvis betaling er nødvendig for at afværge tab.
Stk. 2. Skyldneren skal aflægge regnskab over for tilsynet efter dettes nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Tilsynet kan antage fornøden sagkyndig bistand.
Stk. 4. Er der nedsat et kreditorudvalg, skal tilsynet forud underrette udvalget om påtænkte, særlig væsentlige dispositioner. Endvidere skal tilsynet forud underrette fordringshaverne om sådanne dispositioner, medmindre de er nødvendige af hensyn til bevarelsen af skyldnerens virksomhed, rimelig varetagelse af fordringshavernes fælles interesser i øvrigt eller erhvervelsen af dagliglivets fornødenheder.
Stk. 5. Såfremt fordringshavere, der repræsenterer en fjerdedel af de kendte usikrede fordringshavere, gør indsigelse mod gennemførelsen af påtænkte dispositioner som nævnt i stk. 4, må disse kun gennemføres, såfremt tilsynet indkalder fordringshaverne til et møde og et flertal af de mødte fordringshavere godkender dispositionerne. I begge henseender er fordringernes beløb afgørende. Har der været udsendt underretning til fordringshaverne, jf. stk. 4, 2. pkt., skal indsigelsen være kommet frem til tilsynet inden 7 dage efter underretningens afsendelse.
Kilde: Retsinformation.dk