§ Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. · kapitel 46 af 62
Kapitel 15 – Clearingvirksomhed
LBK nr 1077 af 04/09/2007
§ 50. Ved clearing forstås opgørelse af forpligtelser og rettigheder ved en aftalt udveksling af ydelser.
Stk. 2. Ved afvikling forstås udveksling af ydelser til opfyldelse af parternes forpligtelser.
Stk. 3. Ved netting som anført i § 57 forstås omregning til en nettofordring eller en nettoforpligtelse af fordringer og forpligtelser, der følger af overførselsordrer, som en eller flere deltagere udsteder til eller modtager fra en eller flere andre deltagere, med det resultat, at der kun kan gøres en nettofordring eller nettoforpligtelse gældende.
Stk. 4. Ved værdipapirclearingvirksomhed forstås regelmæssig virksomhed, som består i på en clearingdeltagers vegne at gennemføre clearing, afvikling eller clearing og afvikling af transaktioner med værdipapirer, herunder at indtræde som part i transaktionerne eller på anden måde sikre transaktionernes gennemførelse. Finanstilsynet afgør i tvivlstilfælde, om der foreligger værdipapirclearingvirksomhed.
Stk. 5. Ved clearingdeltager forstås en part, der har indgået en aftale med en clearingcentral om regelmæssigt at deltage i clearing, afvikling eller clearing og afvikling.
Stk. 6. Ved indirekte deltager forstås et kreditinstitut som defineret i artikel 1, første led, i direktiv 77/780/EØF, som har indgået en aftale med et institut, der er deltager i et registreret betalingssystem, eller tilsvarende virksomhed udøvet af Danmarks Nationalbank, hvorved kreditinstituttet bliver i stand til at sende overførelsesordrer gennem systemet.
§ 51. Værdipapirclearingvirksomhed må alene drives af clearingcentraler og Danmarks Nationalbank.
§ 52. Bestyrelsen for en clearingcentral er ansvarlig for, at centralens virksomhed foregår på en hensigtsmæssig og betryggende måde. Det påhviler den enkelte clearingcentral at fastsætte regler for clearing og afvikling og sikre alle berørte ligelig behandling. Vilkår for clearingcentralers betalingsafvikling i Danmarks Nationalbank er ikke omfattet af 2. pkt.
Stk. 2. En clearingcentral kan fastsætte nærmere regler om de værdipapirer, der kan cleares, afvikles eller cleares og afvikles i centralen.
§ 53. En clearingcentral kan føre kontantkonti for clearingdeltagerne og foranstalte långivning og låntagning af penge og værdipapirer i forbindelse med clearing, afvikling eller clearing og afvikling af værdipapirtransaktioner. Nærmere regler herom fastsættes i en tilslutningsaftale, jf. § 54.
Stk. 2. En clearingcentral kan drive accessorisk virksomhed. Finanstilsynet kan beslutte, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet selskab.
Stk. 3. Hvis en clearingcentral tillige driver børsvirksomhed, finder bestemmelserne i § 16, stk. 3 og 4, §§ 18-20, samt kapitlerne 6-10 anvendelse på selskabets virksomhed. Regler udstedt i medfør af § 19, stk. 1 og 2, og kapitlerne 6-10 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hvis en clearingcentral tillige driver virksomhed som værdipapircentral, finder bestemmelserne i § 8, stk. 3, § 60, §§ 62-82 og §§ 90 og 91 anvendelse på selskabets virksomhed.
Stk. 5. Hvis en clearingcentral tillige driver virksomhed som autoriseret markedsplads, finder bestemmelserne i kapitel 11 anvendelse på selskabets virksomhed.
Stk. 6. Hvis en clearingcentral tillige driver virksomhed som alternativ markedsplads, finder bestemmelserne i kapitel 11 a anvendelse på selskabets virksomhed.
Stk. 7. Hvis en clearingcentral tillige driver værdipapirmæglervirksomhed, finder bestemmelserne i kapitel 13 anvendelse.