← Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. · kapitel 37 af 62

Kapitel 6

LBK nr 1077 af 04/09/2007

Prospekter for optagelse af værdipapirer til notering eller handel på en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked samt for første offentlige udbud af værdipapirer over 2.500.000 euro m.v.

§ 21. Efter bestemmelserne i §§ 22-24 kan en fondsbørs optage værdipapirer som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-10 og 12, til notering, medmindre de i medfør af § 2, stk. 2, er undtaget fra loven.

Stk. 2. Endvidere kan en fondsbørs optage værdipapirer, der er optaget til notering på en anden fondsbørs, til handel efter regler fastsat af Finanstilsynet.

§ 22. Værdipapirer skal optages til notering på en fondsbørs efter ansøgning fra udstederen, såfremt lovgivningens betingelser er opfyldt, de pågældende værdipapirer er omfattet af fondsbørsens formålsbestemmelse, og den fondsbørs, hvorpå optagelse til notering søges, skønner, at handel og kursnotering har offentlig interesse.

Stk. 2. En fondsbørs kan stille enhver særlig betingelse for et værdipapirs optagelse til notering, der anses for nødvendig for at beskytte investorerne og værdipapirmarkedet.

Stk. 3. En fondsbørs kan afslå en ansøgning om optagelse af et værdipapir, såfremt den skønner, at optagelsen på grund af udstederens forhold eller værdipapirets opbygning vil være i modstrid med investorernes og værdipapirmarkedets interesse.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om betingelser for optagelse af værdipapirer til notering på en fondsbørs.

§ 23.  Ved ansøgning om værdipapirers optagelse til notering eller handel på en fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked for værdipapirer og ved første udbud af værdipapirer til offentligheden over 2.500.000 euro skal der med henblik på offentliggørelse foreligge et godkendt prospekt.

Stk. 2. Finanstilsynet træffer beslutning om prospektets godkendelse.

Stk. 3. Prospektet skal indeholde de oplysninger, der anses for fornødne for, at investorerne og deres investeringsrådgivere kan danne sig et velbegrundet skøn over udstederens aktiver og passiver, finansielle stilling, resultater og fremtidsudsigter samt over en eventuel garant og over de rettigheder, der er knyttet til værdipapirerne, som udbydes til offentligheden eller optages til notering eller handel.

Stk. 4. Reglerne i dette kapitel om pligten til at offentliggøre et prospekt finder anvendelse på de værdipapirer, der er nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-4, 6- 10 og 12, samt værdipapirer som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 5, når løbetiden for disse er længere end 12 måneder.

Stk. 5. Reglerne i dette kapitel om pligten til at offentliggøre et prospekt finder uanset stk. 4 ikke anvendelse på følgende:

  1. Andele i investeringsforeninger, specialforeninger, fåmandsforeninger, udenlandske investeringsinstitutter, hedgeforeninger og andre kollektive investeringsordninger omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.

  2. Ikke-kapitalandele udstedt af

a) et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller af en af det pågældende lands regionale eller kommunale myndigheder,

b) internationale offentligretlige organer, som et eller flere lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, er medlemmer af,

c) Den Europæiske Centralbank eller

d) centralbanker, der er hjemmehørende i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

  1. Aktier i en centralbank, der er hjemmehørende i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

  2. Værdipapirer dækket af en ubetinget og uigenkaldelig garanti fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller af en af det pågældende lands regionale eller kommunale myndigheder.

  3. Værdipapirer, der med henblik på at skaffe midler til almennyttige mål udstedes af statsanerkendte organisationer hjemmehørende i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, og som ikke arbejder med gevinst for øje.

  4. Værdipapirer, der ikke er kapitalandele, og som udstedes løbende eller ad gentagne gange af kreditinstitutter, forudsat at disse værdipapirer

a) ikke er underordnede, konvertible eller ombyttelige,

b) ikke giver ret til at tegne eller erhverve andre former for værdipapirer og ikke er tilknyttet et afledt instrument,

c) gør det ud for modtagelse af indlån, der skal tilbagebetales, og

d) er omfattet af en indskudsgarantiordning.

  1. Værdipapirer, der indgår i et offentligt udbud af værdipapirer, hvor hele udbuddet er under 2.500.000 euro, idet denne grænse beregnes over en periode på 12 måneder.

  2. Værdipapirer, der ikke er kapitalandele, og som udstedes løbende eller ad gentagne gange af kreditinstitutter, hvor hele udstedelsen er under 50.000.000 euro, idet denne grænse beregnes over en periode på 12 måneder, forudsat at disse værdipapirer

a) ikke er underordnede, konvertible eller ombyttelige og

b) ikke giver ret til at tegne eller erhverve andre former for værdipapirer og ikke er tilknyttet et afledt instrument.

Stk. 6. En udsteder, en udbyder eller en person, der anmoder om optagelse til notering eller handel af værdipapirer, der er nævnt i stk. 5, nr. 2, 4, 7 og 8, kan dog udforme et prospekt i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør af stk. 8 og 9 og § 24, stk. 2.

Stk. 7. Et prospekt skal udarbejdes i overensstemmelse med de regler, som Finanstilsynet fastsætter i henhold til stk. 8, og skal præsenteres på en måde, som gør det muligt at forstå indholdet og vurdere betydningen af den givne information.

Stk. 8. Finanstilsynet fastsætter regler for prospekters indhold, format, sprog, annoncering og gyldighed samt udeladelse af oplysninger i prospektet. Derudover fastsætter Finanstilsynet regler for prospekters godkendelse i de tilfælde, hvor værdipapirer ønskes optaget til notering eller handel på flere fondsbørser, autoriserede markedspladser eller tilsvarende regulerede markeder.

Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter regler om fritagelse for pligten til at offentliggøre et prospekt, herunder regler om godkendelse af fysiske personer og små og mellemstore virksomheder som kvalificerede investorer. Endvidere fastsætter Finanstilsynet regler om optagelse i et register for fysiske personer og små og mellemstore virksomheder som kvalificerede investorer.

§ 23 a.   Finanstilsynet giver udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til notering eller handel, meddelelse om sin afgørelse om prospektets godkendelse inden for 10 børsdage efter modtagelsen af ansøgningen om godkendelse af prospektet.

Stk. 2. Den i stk. 1 og 5 omhandlede frist forlænges til 20 børsdage, hvis udbud til offentligheden vedrører værdipapirer udstedt af en udsteder, som ikke har værdipapirer optaget til notering eller handel, og som ikke tidligere har udbudt værdipapirer til offentligheden.

Stk. 3. Hvis der er rimelig grund til at antage, at de indsendte dokumenter er ufuldstændige, eller at der er behov for yderligere oplysninger, finder fristerne i stk. 1, 2 og 5 først anvendelse fra den dato, hvor udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til notering eller handel, har tilvejebragt sådanne oplysninger. Hvis dokumenterne er ufuldstændige og godkendelsesfristen af den grund sættes i bero, skal Finanstilsynet give den pågældende meddelelse herom inden for 10 børsdage efter modtagelsen af ansøgningen.

Stk. 4. Finanstilsynet kan henvise godkendelsen af et prospekt til den kompetente myndighed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, forudsat at den kompetente myndighed i dette land giver sit tilsagn hertil. En sådan henvisning skal meddeles udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til notering eller handel, inden for 3 børsdage efter datoen for Finanstilsynet s afgørelse om henvisning.

Stk. 5. Når Finanstilsynet får henvist en ansøgning om godkendelse af et prospekt fra en kompetent myndighed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal Finanstilsynet give udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til notering eller handel, meddelelse om sin afgørelse om prospektets godkendelse inden for 10 børsdage efter, at den kompetente myndighed har truffet afgørelse om henvisning af prospektgodkendelsen.

§ 24.  Udbud til offentligheden må ikke finde sted, før prospektet er offentliggjort efter de regler, som er fastsat i medfør af stk. 2.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om udbudsmateriale og om prospekters offentliggørelse.

§ 25. En fondsbørs kan bestemme, at et værdipapir skal slettes fra noteringen på den pågældende fondsbørs, såfremt denne finder, at noteringen ikke længere er i investorernes, låntagernes eller værdipapirmarkedets interesse.

Stk. 2. Mister en udsteder rådigheden over sit bo, slettes dennes værdipapirer fra noteringen.

Stk. 3. Fremsætter en udsteder, hvis værdipapirer er noteret på en fondsbørs, anmodning om sletning fra noteringen, skal anmodningen tages til følge, medmindre fondsbørsen finder, at sletningen ikke er i investorernes, låntagernes eller værdipapirmarkedets interesse.

Stk. 4. En udsteder har ret til at få et værdipapir slettet fra noteringen på en fondsbørs, såfremt værdipapiret i forbindelse hermed optages eller er optaget til notering på en anden fondsbørs.

Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter regler om sletning og suspension af værdipapirer fra noteringen.

§ 26. (Ophævet).

§ 26 a. De beføjelser, der er tillagt en fondsbørs efter bestemmelserne i §§ 21, 22 og 25, udøves af Finanstilsynet, når en dansk eller udenlandsk fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller et tilsvarende reguleret marked eller en alternativ markedsplads ansøger om optagelse til notering af sine værdipapirer på en fondsbørs.