Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 51
§ 51. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, 6 og 8, kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere.
Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, er det en betingelse for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere, at personen vurderes at have særlig risiko for langvarig ledighed eller har været ledig i sammenlagt mere end 12 måneder henholdsvis har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på mere end 12 måneder, for personer under 30 år dog i sammenlagt mere end 6 måneder henholdsvis i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder.
Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, er det en betingelse for ansættelse med løntilskud,
-
at der foreligger særlige forhold, herunder f.eks. at personen er over den sædvanlige uddannelsesalder, tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn, jf. § 51, stk. 1, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, eller
-
at der er tale om personer i elev- eller lærlingeforløb, som på grund af omfattende psykiske, fysiske eller sociale problemer alene er i stand til at yde en meget begrænset arbejdsindsats.
Kilde: Retsinformation.dk