Retssikkerhedsloven § 63
§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen kan dog på baggrund af en klage optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, eller kommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.
Stk. 2. Beskæftigelsesankenævnets afgørelser, jf. lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg kan dog på baggrund af en klage optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, staten i jobcenteret eller kommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling. Dog kan klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tillige indbringes for Ankestyrelsen af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Kilde: Retsinformation.dk