Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 10
§ 10. Virksomheder, der udøver aktiviteter som nævnt i bilag 6, er investeringsforvaltningsselskaber og skal have tilladelse som investeringsforvaltningsselskaber.
Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber kan få tilladelse efter § 9, stk. 1, til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 5, nævnte aktiviteter samt de i afsnit B, nr. 5 og 6, nævnte aktiviteter. De i bilag 4, afsnit A, nr. 3, og afsnit B, nr. 5, nævnte aktiviteter kan udføres med de i bilag 5, nr. 1-9, nævnte instrumenter. Den i bilag 4, afsnit A, nr. 5, omhandlede aktivitet kan alene udføres med de i bilag 5, nr. 4, nævnte instrumenter. Tilladelse til at udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 5, og afsnit B, nr. 5, kan kun meddeles i tilknytning til tilladelse til den i bilag 4, afsnit A, nr. 3, omhandlede aktivitet. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 4, som tilladelsen omfatter.
Stk. 3. De efter stk. 2 tilladte aktiviteter omfatter dog ikke tilladelse til at udføre disse med midler, der tilhører selskaber, bortset fra investeringsforeninger, specialforeninger, professionelle foreninger, godkendte fåmandsforeninger eller hedgeforeninger, der er koncernforbundne med investeringsforvaltningsselskabet.
Stk. 4. Investeringsforvaltningsselskaber har eneret til at administrere investeringsforeninger, specialforeninger, professionelle foreninger, fåmandsforeninger og hedgeforeninger, som er godkendt eller registreret i henhold til lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.
Stk. 5. Et investeringsforvaltningsselskab skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 0,3 mio. euro. Dog skal et investeringsforvaltningsselskab, der skal være medlem af en fondsbørs eller opbevare og forvalte de i bilag 5, nr. 4, nævnte instrumenter, herunder være medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 1 mio. euro.
Kilde: Retsinformation.dk