← Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed

§ Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed · kapitel 19 af 25

Kapitel 19 – Udstedere af elektroniske penge

LBK nr 1045 af 22/08/2007

Indledende bestemmelser

§ 308. Virksomheder, der udøver virksomhed, som består i at udstede betalingsmidler i form af elektroniske penge, skal have tilladelse som udstedere af elektroniske penge. Ved elektroniske penge forstås en pengeværdi, som er repræsenteret ved et krav på udstederen, der er lagret på et elektronisk medium. Elektroniske penge må ikke udstedes til overkurs og skal være anerkendt som betalingsmiddel af andre foretagender end udstederen.

Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge må bortset fra udstedelse af elektroniske penge alene drive virksomhed, der omfatter

  1. levering af nært forbundne tjenester af finansiel eller anden art og

  2. lagring på det elektroniske medium på vegne af andre selskaber eller offentlige institutioner.

Stk. 3. Udstedere af elektroniske penge og pengeinstitutter har eneret til at udstede elektroniske penge.

Stk. 4. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til 1 mio. euro.

Stk. 5. Bortset fra stk. 7 finder bestemmelserne i dette kapitel ikke anvendelse på virksomheder, der udsteder elektroniske penge, hvis der maksimalt kan lagres 150 euro på det elektroniske medium og en af følgende betingelser er opfyldt:

  1. virksomhedens samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb må på intet tidspunkt overstige 6 mio. euro, jf. stk. 6. De uindfriede elektroniske pengebeløb må ikke i gennemsnit overstige 5 mio. euro, jf. stk. 6.

  2. de elektroniske penge, der udstedes af virksomheden, anerkendes kun som betalingsmiddel af koncernforbundne selskaber, eller

  3. de elektroniske penge, der udstedes af virksomheden, anerkendes kun som betalingsmiddel af et begrænset antal selskaber, der klart kan identificeres ved deres beliggenhed på samme lokalitet eller i et andet begrænset lokalt område eller ved deres tætte finansielle eller forretningsmæssige forbindelse til virksomheden, jf. dog stk. 7.

Stk. 6. Ved beregning af de uindfriede elektroniske pengebeløb, jf. stk. 5, nr. 1, medregnes uindfriede elektroniske pengebeløb, som udstederen selv modtager som betalingsmiddel, ikke ved beregning af beløbene. Gennemsnittet, jf. stk. 5, nr. 1, beregnes som det vægtede gennemsnit af de seneste 6 måneders uindfriede elektroniske pengebeløb ultimo måneden. Som vægte anvendes summen af den seneste måneds elektroniske betalinger til andre foretagender end udstederen divideret med summen af den seneste måneds totale anvendelse som betalingsmiddel af de forudbetalte midler.

Stk. 7. Virksomheder, der ikke er omfattet af dette kapitel, jf. stk. 5, skal årligt redegøre for deres aktiviteter, herunder om størrelsen af de samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb. Redegørelsen skal være modtaget i Finanstilsynet senest den 1. april.

§ 309. Udstedere af elektroniske penge må ikke udstede elektroniske penge med en højere værdi end 300 euro.

§ 310. Udstedere af elektroniske penge må ikke besidde kapitalandele i andre selskaber, medmindre disse selskaber udfører driftsmæssige eller andre accessoriske funktioner i forbindelse med elektroniske penge, der udstedes eller distribueres af den pågældende udsteder.

§ 311. Ihændehaveren af elektroniske penge kan i gyldighedsperioden og i op til 1 år efter gyldighedsperiodens udløb anmode udstederen eller det udstedende pengeinstitut om at få restbeløbet indløst til pålydende i mønter og sedler eller ved overførsel til en konto i et pengeinstitut uden andre omkostninger end dem, der er nødvendige for at gennemføre transaktionen.

Stk. 2. Betingelserne for genindløselighed i henhold til stk. 1 skal klart fremgå af aftalen mellem udstederen og ihændehaveren. I aftalen kan fastsættes, at beløb under 25 kr. ikke kan genindløses.

Tilladelse m.v.

§ 312. §§ 13-15 om tilladelse og § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10, § 31, stk. 1, § 38, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-7, § 39, stk. 1, 1. pkt., § 39, stk. 2, 1. pkt., og § 40 om udøvelse af virksomhed gennem en filial eller ved udbud af grænseoverskridende tjenesteydelser finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i denne lovs § 313.

Stk. 2. En ansøgning om tilladelse til at udstede elektroniske penge skal indeholde oplysninger om det forventede mål for de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb efter 6 måneder.

§ 313. En udenlandsk udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial eller ved udbud af tjenesteydelser her i landet i overensstemmelse med § 312, jf. § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10, og § 31, stk. 1, kan alene udstede elektroniske penge.

Stk. 2. En udsteder af elektroniske penge, der ønsker at udøve virksomhed gennem en filial, ved udbud af tjenesteydelser eller ved etablering af dattervirksomhed i overensstemmelse med § 312, jf. § 38, stk. 1, nr. 1-4, stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-7, § 39, stk. 1, 1. pkt., § 39, stk. 2, 1. pkt., og § 40 kan alene udstede elektroniske penge.

§ 314. Dette kapitels bestemmelser gælder for filialer af udstedere af elektroniske penge, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.

Stk. 2. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.

Ejerforhold

§ 315. § 5, stk. 3, og §§ 61 og 62 om erhvervelse og besiddelse af kvalificerede andele i finansielle virksomheder finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Ledelse

§ 316. §§ 70 og 71 om skriftlige retningslinjer for en finansiel virksomheds væsentligste aktivitetsområder m.m. finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Solvens

§ 317. Basiskapitalen for en udsteder af elektroniske penge skal til enhver tid udgøre mindst 2 pct. af det højeste af følgende beløb: Den aktuelle værdi eller de foregående 6 måneders gennemsnit af de samlede finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb. Gennemsnittet beregnes som det simple gennemsnit af de seneste 6 måneders uindfriede elektroniske pengebeløb ultimo måneden.

Stk. 2. Har en udsteder af elektroniske penge endnu ikke været i drift i 6 måneder inklusive den dag, hvor driften påbegyndes, skal basiskapitalen udgøre mindst 2 pct. af det højeste af følgende beløb: Den aktuelle værdi eller det beløb, der er fastsat som mål for de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb efter 6 måneder, jf. § 312, stk. 2.

Stk. 3. Hvis et medlem af en udsteders bestyrelse, direktion eller revision må formode, at virksomheden ikke opfylder solvenskravet, jf. stk. 1 og 2, skal de pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken solvenskravet skal være opfyldt.

§ 318. Basiskapitalen for en udsteder af elektroniske penge beregnes som summen af indbetalt aktiekapital, overkurs ved emission og reserver.

Stk. 2. Kapitalen reduceres med virksomhedens beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver og skatteaktiver samt årets løbende underskud.

§ 319. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette solvensopgørelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.

Midlernes anbringelse

§ 320. En udsteder af elektroniske penge skal som minimum anbringe midler svarende til virksomhedens finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb i følgende aktiver:

  1. Kassebeholdning,

  2. tilgodehavender hos eller garanteret af centralregeringer eller centralbanker i zone A,

  3. tilgodehavender hos eller garanteret af De Europæiske Fællesskaber,

  4. tilgodehavender hos eller garanteret af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre eller sikret ved værdipapirer udstedt af danske amtskommuner, danske kommuner, Grønlands hjemmestyre og Færøernes landsstyre inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,

  5. tilgodehavender hos eller garanteret af regionale og lokale myndigheder i EØS-lande eller sikret ved værdipapirer udstedt af disse regionale og lokale myndigheder, hvor de kompetente myndigheder har givet nulvægt inden for 90 pct. af værdipapirets markedsværdi,

  6. realkreditobligationer samt obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond og

  7. anfordringstilgodehavender hos pengeinstitutter i zone A.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for anbringelse af midler i andre aktiver end de i stk. 1 nævnte.

Stk. 3. Ved opgørelse af de anbragte midler, jf. stk. 1 og 2, medregnes aktivernes værdi med den mindste værdi af enten købsprisen eller markedsprisen.

Stk. 4. Hvis værdien af de samlede midler anbragt i de i stk. 1 og 2 nævnte aktiver bliver lavere end de finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb, skal Finanstilsynet påse, at udstederen træffer de nødvendige foranstaltninger for omgående at rette op på dette forhold. Finanstilsynet kan i disse tilfælde midlertidigt tillade, at virksomhedens finansielle forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske pengebeløb opfyldes ved hjælp af andre aktiver end de i stk. 1 og 2 omhandlede op til et beløb på maksimalt 5 pct. af disse forpligtelser eller virksomhedens basiskapital, dog således at det er det laveste af disse to beløb, der gælder.

§ 321. En udsteder af elektroniske penges beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 320, stk. 1, nr. 6 og 7, må ikke overstige virksomhedens basiskapital med mere end 20 gange.

Stk. 2. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 320, stk. 1, nr. 6, må maksimalt udgøre 250 pct. af virksomhedens basiskapital pr. emittent.

Stk. 3. En udsteders beholdning af midler anbragt i aktiver omfattet af § 320, stk. 1, nr. 7, må maksimalt udgøre 125 pct. af udstederens basiskapital pr. institut. Der kan dog højst placeres indtil 25 pct. af pengeinstituttets basiskapital.

§ 322. Hvis en udsteder af elektroniske penges renterisiko er større end 10 pct. af basiskapitalen eller valutaindikator 1 er større end 10 pct. af basiskapitalen, fastsætter Finanstilsynet nærmere regler om vægtning af markedsrisici. Renterisiko og valutaindikator 1 beregnes som for pengeinstitutter.

Stk. 2. Udstedere af elektroniske penge kan alene anvende afledte finansielle instrumenter med henblik på at reducere markedsrisici.

§ 323. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår indberette opgørelse for midlernes anbringelse til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.

Regnskab og revision

§ 324. Lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. finder anvendelse for udstedere af elektroniske penge med de afvigelser, der er nævnt i § 75, § 199, stk. 1-7, og § 200 om regnskabsåret, revisorer og oplysningspligt.

Stk. 2. Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.

§ 325. Udstedere af elektroniske penge skal ved udløbet af hvert halvår foretage regnskabsindberetninger til Finanstilsynet. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler herfor.

§ 326. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om revisionens gennemførelse for udstedere af elektroniske penge. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.

Inddragelse af tilladelse og ophør

§ 327. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som udsteder af elektroniske penge, hvis virksomheden anmoder herom.

Stk. 2. Finanstilsynet kan inddrage en udsteder af elektroniske penges tilladelse,

  1. hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse,

  2. hvis virksomheden ikke udøves i en periode på over 6 måneder,

  3. hvis udstederen gør sig skyldig i grov eller gentaget overtrædelse af bestemmelser i dette kapitel eller af forskrifter udstedt i medfør af loven eller

  4. i de i § 14, stk. 1, nr. 2-7, nævnte tilfælde.

Stk. 3. Opfylder udstederen ikke solvenskravet i § 317, og har virksomheden ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i medfør af § 317, stk. 3, fastsatte frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Finanstilsynet kan bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angivet frist uanset vedtægternes bestemmelse herom skal indkalde generalforsamlingen og redegøre for virksomhedens økonomiske forhold.

§ 328. Opfylder en udsteder af elektroniske penges basiskapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 308, stk. 4, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe basiskapitalen op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.

§ 329. Inddrages tilladelsen til en udsteder af elektroniske penge, skal virksomheden afvikles. Anden virksomhed må ikke optages, før afviklingen er afsluttet.

Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation eller konkurs eller i henhold til § 331, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.

§ 330. § 228, § 231, stk. 1, § 234, stk. 1-3, og §§ 238 og 243 om inddragelse af tilladelse og ophør finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Fusion m.v.

§ 331. Et pengeinstitut eller en udsteder af elektroniske penge må ikke uden Finanstilsynets tilladelse sammenlægges med en udsteder af elektroniske penge.

Videregivelse af oplysninger

§ 332. § 117 finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Øvrige bestemmelser

§ 333. Kapitel 21 om tilsyn, kapitel 22 om afgifter og kapitel 23 om delegations- og klagebestemmelser finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for udstedere af elektroniske penge.

Kapitel 19 a

Penge- og Pensionspanelet

§ 333 a. Økonomi- og erhvervsministeren nedsætter Penge- og Pensionspanelet, som består af en formand og 8 medlemmer. Formanden skal have særligt kendskab til forbrugeradfærd.

Stk. 2. Panelet udpeges efter følgende indstilling:

  1. 1 medlem indstilles af Finansrådet og Børsmæglerforeningen i Danmark.

  2. 1 medlem indstilles af Forsikring & Pen­sion.

  3. 1 medlem indstilles af Realkreditrådet.

  4. 1 medlem indstilles af InvesteringsForeningsRådet.

  5. 1 medlem indstilles af Landsorganisationen i Danmark, Akademikernes Centralorganisation og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

  6. 1 medlem indstilles af Dansk Aktionærforening.

  7. 2 medlemmer indstilles af Forbrugerrådet.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger Penge- og Pensionspanelets medlemmer for op til 4 år ad gangen. Panelets formand og medlemmerne kan genudpeges.

Stk. 4. For hvert medlem udpeges en suppleant. Ved et medlems forfald deltager suppleanten på medlemmets vegne.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter Penge- og Pensionspanelets forretningsorden.

§ 333 b. Penge- og Pensionspanelet har til formål på en objektiv måde at fremme forbrugernes interesse for og viden om finansielle produkter og ydelser.

Stk. 2. Panelet skal

  1. udarbejde objektiv forbrugerinformation om finansielle produkter og ydelser,

  2. foretage og offentliggøre test af finansielle produkter og ydelser, herunder test foretaget ved brug af anonym informationsindsamling, og

  3. iværksætte og offentliggøre undersøgelser om forbrugerforhold på det finansielle område.

Stk. 3. Penge- og Pensionspanelets sekretariatsbistand stilles til rådighed af Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Afsnit X

Sparevirksomheder