Bekendtgørelse af lov om social service § 72

§ 72. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, gratis advokatbistand under en sag om

  1. gennemførelse af en undersøgelse efter § 51,

  2. anbringelse uden for hjemmet efter § 58,

  3. opretholdelse af en anbringelse i op til 6 måneder efter § 60,

  4. opretholdelse af en anbringelse efter § 62,

  5. gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63,

  6. godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3,

  7. ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 4 eller 5, jf. § 58,

  8. afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3, og

  9. brev og telefonkontrol efter § 123, stk. 2.

Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver, den unge, der er fyldt 15 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 78, stk. 4.

Stk. 3. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 123, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.

Stk. 4. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Kilde: Retsinformation.dk