Almenboligloven § 75 s
§ 75 s. Nettoprovenuet ved salg efter dette kapitel opgøres som salgssummen fastsat efter § 75 n fratrukket beløb som nævnt i stk. 2 og tillagt beløb som nævnt i stk. 3.
Stk. 2. Af salgssummen afholdes
-
tilbagebetaling af beboerindskud,
-
forholdsmæssig indfrielse af afdelingens lån,
-
gebyrer og afgifter i forbindelse med relaksation og indfrielse af afdelingens lån samt omberegning af støtte,
-
omkostninger til udstykning samt udgifter til opdeling, som kan henføres til de solgte boliger,
-
omkostninger til vurdering,
-
betaling af de solgte boligers forholdsmæssige andel af et opsamlet driftsunderskud til afdelingen,
-
godtgørelse for lejerens forbedring af det lejede,
-
udgifter til energimærkning og energiplan,
-
omkostninger til udarbejdelse af købsaftale,
-
boligorganisationens administrationsudgifter i tilknytning til salget,
-
lejetab svarende til maksimalt 6 måneders husleje i forbindelse med salg af ledige boliger,
-
ydelser i perioden fra overtagelsesdagen til indfrielsesdagen på den del af lånene, der indfries,
-
tilbagebetaling af støtte modtaget i perioden fra overtagelsesdagen til indfrielsesdagen og
-
andre udgifter i forbindelse med salget, herunder afdelingens omkostninger ved mellemfinansiering og andre udlæg.
Stk. 3. Til salgssummen lægges
-
lejerens erstatning for misligholdelse,
-
den del af afdelingens henlæggelser på overtagelsestidspunktet til periodisk fornyelse og istandsættelse, der svarer til de solgte boligers forholdsmæssige andel,
-
den del af afdelingens henlæggelser til indvendig vedligeholdelse, der svarer til de solgte boligers forholdsmæssige andel, og
-
indtægter i forbindelse med salget, herunder forrentning af deponeret købesum.
Stk. 4. 5 pct. af nettoprovenuet, dog mindst 3.000 kr. og højst 10.000 kr. pr. solgt bolig, indbetales til den ejerforening, som de solgte boliger er omfattet af. Er de solgte boliger ikke omfattet af en ejerforening, indbetales beløbet til en grundejerforening, der alene omfatter boliger, som var omfattet af afdelingen på tidspunktet for det første salg efter dette kapitel.
Stk. 5. Nettoprovenuet fratrukket indbetalte beløb efter stk. 4 indbetales til Landsbyggefonden, jf. dog stk. 6.
Stk. 6. Ved salg efter § 75 d kan Landsbyggefonden efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen og boligorganisationen godkende, at nettoprovenuet efter stk. 5 helt eller delvis ikke indbetales. Undtaget herfra er et bidrag til dækning af de i § 89 c, stk. 3-5, og §§ 96 l og 96 m nævnte udgifter. Det er en forudsætning, at boligorganisationen anvender det provenu, der ikke indbetales, til aktiviteter og initiativer i organisationens afdelinger, som er omfattet af en godkendt helhedsplan for det område, hvor den afdeling, hvori der er sket salg, er beliggende. Fonden kan meddele forhåndsgodkendelse til anvendelse af nettoprovenuet efter denne bestemmelse, inden kommunalbestyrelsen og boligorganisationen ansøger om godkendelse efter § 75 d, stk. 1. Fonden sender kopi af sin afgørelse til socialministeren.
Stk. 7. Overstiger de i stk. 2 og 4 nævnte beløb salgssummen tillagt beløb efter stk. 3, dækkes forskellen af Landsbyggefonden, jf. § 96 m, stk. 1, nr. 5.
Stk. 8. Socialministeren fastsætter nærmere regler om de i stk. 2 nævnte beløb, som afholdes af salgssummen, og de i stk. 3 nævnte beløb, som tillægges salgssummen.
Kilde: Retsinformation.dk