§ Bogføringsloven · kapitel 16 af 16
Kapitel 8 – Bestemmelser om straf og om ikrafttrædelse
LBK nr 648 af 15/06/2006
§ 16. Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af §§ 6-10, § 12, stk. 1-3, og §§ 13-15 med bøde.
Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
§ 17. Opbevares regnskabsmaterialet ikke som foreskrevet i § 12, jf. § 15, og begrunder det udviste forhold en fare for misbrug, kan den bogføringspligtige ved dom for strafbart forhold frakendes retten til at opbevare regnskabsmateriale i udlandet. Frakendelsen sker på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom. Retten kan under behandlingen af sagen ved kendelse udelukke den bogføringspligtige fra at opbevare regnskabsmaterialet i udlandet, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved dommen i sagen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 18. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter bestemmelser om åbningsbalance og årsregnskab for de af denne lov omfattede erhvervsdrivende virksomheder, der ikke i forvejen er underlagt regler herom i eller i henhold til anden lovgivning.
§ 19. Loven træder i kraft den 1. juli 1999. Bestemmelserne i § 7, stk. 4 og 5, træder dog i kraft 1. januar 1999.
Stk. 2. Bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19. februar 1986, ophæves 1. juli 1999.
Stk. 3. Loven har virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 1. juli 1999 eller senere. Bestemmelserne i § 7, stk. 4 og 5, har dog virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere. For regnskabsår, der er påbegyndt før den 1. juli 1999, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Bilag, der vedrører registreringer fra før den 1. juli 1999, kan opbevares efter reglerne i § 21 i bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskaber og opbevaring af regnskabsmateriale. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. For virksomheder m.v., som den 1. juli 1999 ikke var bogføringspligtige efter de hidtil gældende regler, indtræder bogføringspligt efter lovens § 1, stk. 1, med virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 1. januar 2001 eller senere. Indtil den 1. januar 2001 finder de hidtil gældende regler tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Bogføringspligt efter lovens § 1, stk. 1, indtræder ikke for personer, der inden 1. juli 1999 har påbegyndt en virksomhed, der efter den hidtil gældende bogføringslovs § 1, litra C, nr. 35-37, jf. stk. 2 og 3, ikke var bogføringspligtig, og som ikke driver anden erhvervsmæssig aktivitet. Hvis virksomheden overgår til anden ejer, indtræder bogføringspligt efter § 1, stk. 1.
§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 428 af 6. juni 2005 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 125
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 3) § 69 træder dog tidligst i kraft på det eller de tidspunkter, som skatteministeren fastsætter som ikrafttrædelsestidspunkt for lov om beskatning af søfolk eller de relevante dele af den nævnte lov, jf. lovens § 17.
Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. november 2005. § 70, nr. 1, og § 104 har dog virkning fra lovens ikrafttræden.
Stk. 3. (Udeladt).
Lov nr. 245 af 27. marts 2006 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2006, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. (Udeladt).
Stk. 3. (Udeladt).
§ 5
Stk. 1. (Udeladt)
Stk. 2. §§ 2 og 3 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 509 af 7. juni 2006 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 4)
Stk. 2. §§ 1-7 har virkning fra og med den 1. juli 2006.
Stk. 3. (Udeladt).
Stk. 4. (Udeladt).
Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 15. juni 2006
Bendt Bendtsen
/Ole Blöndal
Officielle noter
-
Det nye stykke 4 har virkning fra og med den 1. juli 2006, jf. § 12 i lov nr. 509 af 7. juni 2006.
-
Ophævelsen af § 11 har virkning fra og med den 1. juli 2006, jf. § 12 i lov nr. 509 af 7. juni 2006.
-
Lov nr. 428 af 6. juni 2005 blev bekendtgjort i Lovtidende den 7. juni 2005.
-
Lov nr. 509 af 7. juni 2006 blev bekendtgjort i Lovtidende den 8. juni 2006