Bekendtgørelse af årsregnskabsloven § 156

§ 156. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler om betaling for kopier af dokumenter m.v., som er offentligt tilgængelige i henhold til denne lov, for brugen af styrelsens edb-system, for visse ikke særligt prissatte ydelser samt for rykkerskrivelser m.v. ved for sen betaling.

Stk. 2. Styrelsen kan fastsætte regler om betaling af et årligt gebyr for administration af denne lov og den hermed forbundne undersøgelsesaktivitet, for administrationen af de selskabsretlige regler om kapitaltab og lån til virksomhedsdeltagere og andre lovovertrædelser i forbindelse med undersøgelse af årsrapporter samt for administrationen af udstedelse af regnskabsstandarder og godkendelse af internationale standarder, jf. § 136.

Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen opkræver hos hver børsnoteret virksomhed en årlig afgift for den med loven forbundne kontrolaktivitet, jf. § 159 a. Virksomheder, hvis markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer er på 1 mia. kr. eller derover på balancedagen, betaler 45.000 kr. årligt. Virksomheder med en markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer på 250 mio. kr. eller derover, men under 1 mia. kr. på balancedagen, betaler 30.000 kr. årligt, mens virksomheder med en markedsværdi af de noterede eller handlede værdipapirer på under 250 mio. kr. på balancedagen betaler 15.000 kr. årligt. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter nærmere regler om opkrævning af sådanne afgifter. Det kan herunder bestemmes, at der kan fastsættes gebyr for rykkerbreve ved for sen betaling. Afgifterne kan inddrives ved udpantning.

Kilde: Retsinformation.dk