§ Bekendtgørelse af årsregnskabsloven · kapitel 42 af 50
Kapitel 17 – Revision m.v.
LBK nr 647 af 15/06/2006
§ 135. En virksomhed, der har pligt til at udarbejde årsrapport efter reglerne for regnskabsklasse B, C eller D, skal lade sin årsrapport revidere af en eller flere revisorer, jf. dog 2. pkt. En virksomhed, som er omfattet af regnskabsklasse B, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, kan undlade at lade årsrapporten revidere, hvis virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelser, jf. dog stk. 2 og 3:
-
En balancesum på 1,5 mio. kr.,
-
en nettoomsætning på 3 mio. kr. og
-
et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 12.
Stk. 2. Undtagelsen i stk. 1, 2. pkt., gælder ikke for erhvervsdrivende fonde, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, idet disse har pligt til at lade årsrapporten revidere uanset størrelse.
Stk. 3. Undtagelsen i stk. 1, 2. pkt., gælder ikke for virksomheder, der besidder kapitalandele i andre virksomheder, og som udøver betydelig indflydelse over en eller flere af disse virksomheders driftsmæssige eller finansielle ledelse.
Stk. 4. Ved beregningen af størrelserne i stk. 1, 2. pkt., finder § 7, stk. 3, anvendelse.
Stk. 5. Revisionspligten efter stk. 1, 1. pkt., omfatter ikke de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten, jf. § 2, stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte krav om revision af supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten for alle eller nogle af de virksomheder, som er omfattet af regnskabsklasse C og D.
Stk. 6. Undtagelsen i stk. 1, 2. pkt., kan ikke anvendes af en virksomhed, når virksomheden eller dens eneejer accepterer et bødeforelæg eller som led i en straffesag dømmes for overtrædelse af selskabslovgivningen, regnskabslovgivningen eller skatte- og afgiftslovgivningen. I disse tilfælde skal virksomhedens årsrapport for det følgende regnskabsår revideres. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan forlænge den periode, hvor virksomhedens årsrapporter skal revideres, med op til 2 regnskabsår.
Stk. 7. Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved gennemgang af årsrapporten i henhold til § 159 konstaterer væsentlige fejl eller mangler i forhold til selskabslovgivningen eller regnskabslovgivningen, kan styrelsen beslutte, at undtagelsen i stk. 1, 2. pkt., ikke kan anvendes af virksomheden for det følgende regnskabsår. Virksomhedens årsrapport for dette regnskabsår skal i sådanne tilfælde revideres.
§ 135 a. Kun statsautoriserede eller registrerede revisorer kan revidere årsrapporter, som er omfattet af revisionspligten i § 135, stk. 1, 1. pkt., jf. dog lov om statsautoriserede og registrerede revisorer § 4, stk. 2. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis en virksomhed, som er fritaget for revisionspligt efter § 135, stk. 1, 2. pkt., vælger at lade sin årsrapport revidere, eller vælger at lade en revisor udføre andet arbejde, som medfører afgivelse af en erklæring til årsrapporten.
Stk. 2. For virksomheder, der skal udarbejde årsrapport efter reglerne for regnskabsklasse D, skal mindst én revisor være statsautoriseret revisor og drive eller være ansat i en statsautoriseret revisionsvirksomhed.
Afsnit IX
Regnskabsreguleringen i Danmark