Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 111
§ 111. Virksomheder, der ikke retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden, kan godkendes af Finanstilsynet som fåmandsforeninger til at udøve virksomhed, som består i
-
fra et eller flere medlemmer i foreningen eller i en afdeling af foreningen at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i værdipapirer i overensstemmelse med reglerne i kapitel 13-15, jf. dog stk. 2-4, og
-
at indløse et medlems andel af formuen med midler, der hidrører fra denne, efter vedtægternes bestemmelser herom.
Stk. 2. En godkendt fåmandsforening, der investerer som investeringsinstitutforeninger, jf. § 108, må endvidere
-
anbringe midlerne i andre godkendte fåmandsforeningers andele eller andele i disse foreningers afdelinger og
-
anbringe indtil 10 pct. af sin formue i andre værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter end de i § 87, stk. 1-4, nævnte, i anparter i kommanditselskaber og i andele i enheder, der fortrinsvis investerer i unoterede aktier, hvis enheden var godkendt i medfør af de hidtil gældende regler om innovationsforeninger.
Stk. 3. En godkendt fåmandsforening, der investerer som placeringsforeninger, jf. § 106, må endvidere anbringe indtil 20 pct. af sin formue direkte eller indirekte i amerikanske realkreditobligationer.
Stk. 4. En godkendt fåmandsforening kan alene eller sammen med en eller flere investeringsforeninger, jf. § 4, specialforeninger, jf. § 5, godkendte fåmandsforeninger, jf. stk. 1, eller hedgeforeninger, jf. § 114 a, stk. 1 og 2, eje et investeringsforvaltningsselskab, jf. § 3, nr. 4, der udelukkende og kun på den eller de pågældende foreningers vegne udøver administrations-, investerings- eller markedsføringsvirksomhed.
Stk. 5. Godkendte fåmandsforeninger må kun udøve virksomhed som nævnt i stk. 1-4.
Stk. 6. En forening, der søger om godkendelse efter stk. 1, skal have en formue på mindst 10 mio. kr.
Stk. 7. En fåmandsforenings instrumenter, jf. § 3, nr. 1, skal forvaltes og opbevares særskilt for foreningen af et af Finanstilsynet godkendt depotselskab, jf. § 3, nr. 5. Depotselskabet skal være et pengeinstitut med hjemsted her i landet eller en herværende filial af et tilsvarende udenlandsk kreditinstitut med hjemsted i et andet land, der er medlem af Den Europæiske Union, eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.
Kilde: Retsinformation.dk