Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 11
§ 11. Et udenlandsk investeringsinstitut, som er godkendt af en kompetent myndighed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område i medfør af Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS-direktivet), og som ønsker at markedsføre sine andele direkte eller indirekte her i landet, skal indsende følgende til Finanstilsynet :
-
En erklæring fra investeringsinstituttets tilsynsmyndigheder om, at instituttet er et investeringsinstitut godkendt i henhold til Rådets direktiv 85/611/EØF (UCITS-direktivet).
-
Fondsbestemmelser eller vedtægter.
-
Fuldstændigt og forenklet prospekt.
-
Den seneste årsrapport, hvis en sådan forefindes, og en eventuel halvårlig formueopgørelse.
-
Redegørelse for den planlagte markedsføring, herunder oplysning om, hvem instituttet retter henvendelse til.
-
Oplysning om de foranstaltninger, der påtænkes gennemført her i landet for at sikre deltagernes ret til udbetaling af udbytte og indløsning af andele.
-
Oplysninger om den information, det påhviler investeringsinstituttet at formidle til sine deltagere efter hjemlandets regler, herunder de oplysninger, investeringsinstituttet skal formidle, hvis det ophører med at markedsføre sig her i landet.
-
Oplysning om de skatte- og afgiftsregler, der gælder for instituttets danske deltagere, herunder hvorvidt der indeholdes skat af eventuelle udlodninger, samt oplysning om de skatte- og afgiftsregler, som instituttet er underlagt i hjemlandet.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte dokumenter skal være affattet på dansk i en autoriseret dansk oversættelse eller på et andet sprog fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 3. De i stk. 1, nr. 8, nævnte oplysninger skal fremgå af såvel det fuldstændige som det forenklede prospekt eller som et tillæg til disse.
Stk. 4. Ændringer i markedsføringsplanen, jf. stk. 1, nr. 5, eller i investeringsinstituttets navn eller adresse skal indsendes til Finanstilsynet senest 14 dage efter, at ændringen er besluttet.
Kilde: Retsinformation.dk