§ Almenlejeloven · kapitel 36 af 36
Kapitel 18 – Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
LBK nr 394 af 02/05/2006
§ 109. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
§ 110. For følgende lejemål gælder lovens ufravigelige bestemmelser ikke, i det omfang andet måtte være aftalt eller må anses for indeholdt i lejeaftalen:
-
Lejemål om almene boliger indgået med virkning før lovens ikrafttræden.
-
Lejemål om boliger, hvis ejer efter lejeaftalens indgåelse er omdannet til en almen boligorganisation, jf. § 1, nr. 4, i lov om almene boliger.
-
Lejemål om boliger, der efter lejemålets indgåelse er erhvervet af en almen boligorganisation, en kommune, en amtskommune eller en selvejende institution, jf. § 1, stk. 1.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 25, stk. 2, § 60, stk. 2-4, og § 63 gælder uanset modstående aftale for lejemål omfattet af stk. 1, nr. 1. Det samme gælder udlejerens pligt til at vedligeholde og forny ruder efter § 24, stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 60, stk. 2-4, og § 63 gælder uanset modstående aftale for lejemål omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3.
§ 111. Lejere, som har ret til godtgørelse efter § 69, stk. 2, i lov om almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 514 af 19. juni 1997, bevarer denne ret.
§ 112. For løbende lejemål bevarer lejere, hvis boligoverenskomst eller lejeaftale er indgået inden den 1. april 1975, retten til indeksregulering af deres beboerindskud efter reglerne i bekendtgørelse nr. 357 af 30. juli 1970, kapitel VII, som ændret ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. september 1971. Ved fraflytning efter den 1. april 1975 beregnes indeksreguleringen på grundlag af reguleringspristallet for januar 1975.
§ 113. For løbende lejemål i boliger, der er opført med finansieringstilskud fra det offentlige, gælder reglerne i bekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973 af lov om boligbyggeri § 17. Medfører ændring i husstandsindkomsten, jf. lov om individuel boligstøtte, ændring af lejen, får ændringen virkning fra den førstkommende 1. januar, der følger efter indkomstændringen.
Stk. 2. Ved genudlejning af boliger i almene boligorganisationers afdelinger, der er opført med finansieringstilskud fra det offentlige i medfør af tidligere love om boligbyggeri, skal lejeren betale det indskud og den leje, som ville være gældende, såfremt der ikke var ydet sådant tilskud. Afdelingens indtægt ved lejerens betaling af dette indskud indbetales til kommunen, medens indtægten ved lejerens betaling af den del af lejen, hvormed denne hidtil har været nedsat som følge af finansieringstilskuddet, indbetales til Landsbyggefonden.
§ 114. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
——————
Lov nr. 405 af 31. maj 2000 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 64, 65 og 69. Lovændringen angår beboermaksimum)
Information til nedenstående § 4: Bekendtgørelsen i Lovtidende fandt sted den 2. juni 2000.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning for indgåelse af lejeaftaler og for forøgelse af husstanden efter det tidspunkt, som kommunalbestyrelsen i sin beslutning i henhold til lov om midlertidig regulering af boligforholdene § 2, stk. 1 og 2, som ændret ved denne lovs § 2, nr. 1 og 2, har angivet som virkningstidspunktet, når udlejerens meddelelse efter § 2, stk. 1 og 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene som ændret ved denne lovs § 2, nr. 1 og 2, er kommet frem.
Stk. 3. Loven har dog ikke virkning for forøgelse af husstande, hvor beboermaksimum var overskredet inden kommunalbestyrelsens beslutning i henhold til stk. 2.
——————
Lov nr. 406 af 31. maj 2000 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 37, 63, 94, 97, 98 og 102. Lovændringen angår gennemgribende forbedrede lejemål, landsdækkende huslejenævn, fællesantenner og Grundejernes Investeringsfond)
§ 11
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001.
——————
Lov nr. 447 af 7. juni 2001 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 80 og 90. Lovændringen angår ophævelse af lejeforhold som følge af overtrædelse af forbud nedlagt i medfør af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler)
Information til nedenstående § 4: Bekendtgørelsen i Lovtidende fandt sted den 8. juni 2001.
§ 4
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
——————
Lov nr. 402 af 6. juni 2002 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 1, 44, 65 og 71. Lovændringen angår overførelse af tidssvarende plejehjem og beskyttede boliger til boliglovgivningen)
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal senest den 31. december 2004 træffe beslutning om, at tidssvarende plejehjem og beskyttede boliger i kommunen omdannes til ustøttede almene plejeboliger, jf. § 143 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. som affattet ved denne lovs § 6, nr. 2, eller ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje som affattet ved denne lovs § 2, nr. 2. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde træffe beslutning som nævnt i 1. pkt. efter udløbet af fristen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal samtidig med beslutningen efter stk. 2 indberette beslutningen til Økonomi- og Erhvervsministeriet.
——————
Lov nr. 1092 af 16. december 2002 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 1. Lovændringen angår ommærkning til almene ungdomsboliger og udvidelse af selvejende ungdomsboliginstitutioner m.v.)
Information til nedenstående § 4: Bekendtgørelsen i Lovtidende fandt sted den 17. december 2002.
§ 4
Stk. 1....
Stk. 2. § 3 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
——————
Lov nr. 399 af 28. maj 2003 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 5. Lovændringen angår brug af digitale dokumenter ved krav om skriftlighed i lejelovgivningen)
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
——————
Lov nr. 1219 af 27. december 2003 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 36, 62 og 63. Lovændringen angår betaling for adgang til elektroniske kommunikationstjenester)
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Stk. 2. Lejere, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden er forpligtet til at betale bidrag til ejendommens forsyning med adgang til elektroniske kommunikationstjenester, vil fortsat være forpligtet til at betale dette bidrag.
Stk. 3. I lejeforhold, hvor betalingen for lejerens adgang til elektroniske kommunikationstjenester er indeholdt i lejen, skal lejen nedsættes med det beløb, som efter § 1, nr. 4, og § 2, nr. 4, overføres til betaling efter reglerne i henholdsvis kapitel VII A i lov om leje og kapitel 11 i lov om leje af almene boliger om lejerens betaling til fællesantenne og adgang til elektroniske kommunikationstjenester
——————
Lov nr. 470 af 9. juni 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 80-83, 85, 86, 90, 99, 103-106 og 108. Lovændringen angår behandling af husordenssager ved huslejenævn og beboerklagenævn, begrænsning af adgangen til at opkræve større huslejestigninger og til opsigelse ved ombygning)
Information til nedenstående § 4: Bekendtgørelsen i Lovtidende fandt sted den 10. juni 2004.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 83, stk. 1, litra b, i lov om leje som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, og § 7, stk. 4, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene som affattet ved denne lovs § 3, nr. 2, har virkning fra den 13. november 2003. Varsling om opsigelse i henhold til lejelovens § 83, stk. 1, litra b, som modtages efter den 13. november 2003, bortfalder med lovens vedtagelse, medmindre varslingen er omfattet af § 83, stk. 1, litra b, som affattet ved § 1, nr. 5.
Stk. 3. § 4, stk. 5, 2. pkt., i lov om midlertidig regulering af boligforholdene som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, har virkning fra den 4. december 2003, medmindre forbedringen forinden er varslet efter § 55 i lov om leje.
——————
Lov nr. 485 af 9. juni 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 29 og 41. Lovændringen angår forsøg med salg af almene familieboliger)
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2005, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 75 a, stk. 1 og 2, § 75 b, stk. 1-3, § 75 c, stk. 1-3, og §§ 75 d-75 f som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, træder i kraft den 1. juli 2004.
Stk. 3. Forslag til revision af bestemmelserne i denne lov fremsættes for Folketinget i folketingsåret 2007-08.
——————
Lov nr. 330 af 18. maj 2005 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 1, 4 og 39. Lovændringen angår nyetablering af selvejende almene ungdomsboliginstitutioner m.v.)
§ 7
Loven træder i kraft den 1. juli 2005.
——————
Lov nr. 371 af 24. maj 2005 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 7. Lovændringen angår skærpelse af reglerne om frakendelse af retten til at administrere udlejningsejendomme m.v.)
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2005.
——————
Lov nr. 585 af 24. juni 2005 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 52. Lovændringen angår lov om fremme af energibesparelser i bygninger)
Information til nedenstående § 33. De i denne lovbekendtgørelse indarbejdede ændringers ikrafttræden er fastsat til den 1. januar 2006, jf. § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1209 af 13. december 2005.
§ 33
Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af transport- og energiministeren. Ministeren kan herunder fastsætte, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.
——————
Lov nr. 1421 af 21. december 2005 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 23, 85 og 86. Lovændringen angår den almene sektors midler og indsatsen mod ghettoisering)
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2006.
Socialministeriet, den 2. maj 2006
P.M.V. Thomas Børner
/Aksel Meyer