§ Miljøbeskyttelsesloven · kapitel 4 af 14
Kapitel 4 – Beskyttelse af overfladevand
LBK nr 1757 af 22/12/2006
§ 27. Stoffer, der kan forurene vandet, må ikke tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er fare for, at vandet forurenes. Der kan dog efter § 28 gives tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet.
Stk. 2. Stoffer, jf. stk. 1, der er aflejrede i vandløb, søer eller havet, må ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse påvirkes, så de kan forurene vandet.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at de stoffer, der er nævnt i stk. 1, i særlige tilfælde kan tilføres vandløb, søer eller havet, samt om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse herom og om afgrænsningen i havet af den enkelte kommunes kompetence.
§ 28. Kommunalbestyrelsen giver tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Miljøministeren giver tilladelse i henhold til stk. 1 til udledning af spildevand fra listevirksomheder, for hvilke ministeren meddeler godkendelse i henhold til § 40, medmindre anlægget har en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver tilladelse til tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende udløbsledninger under overholdelse af tilladelsen efter stk. 1.
Stk. 4. Der er tilslutningspligt for ejendomme, når stikledning er ført frem til grundgrænsen. Kommunalbestyrelsen afgør, hvornår den fysiske tilslutning skal være gennemført. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når afgørelsen omfatter udledning fra anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder.
§ 29. Miljøministeren kan fastsætte regler vedrørende behandlingen af sager efter § 28. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke krav der kan stilles til spildevandets rensning og til spildevandsprojekter, samt om, hvilke vilkår der kan knyttes til tilladelser efter § 28. Ministeren kan desuden fastsætte regler om hel eller delvis ophævelse af tilslutningsret og -pligt til offentlige spildevandsanlæg.
§ 30. Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat efter § 28 og § 29, samt forudsætninger fastsat efter § 32, stk. 4, kan tilsynsmyndigheden påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget. Tilsynsmyndigheden kan endvidere ændre vilkår fastsat i en tilladelse efter § 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.
Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod fortsat drift af anlægget.
Stk. 3. Medfører forureningen overhængende alvorlig fare for sundheden, kan forbud umiddelbart nedlægges.
Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når anlæggets kapacitet er på 30 personækvivalenter eller derunder.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunalbestyrelsens påbud efter stk. 1-3 vedrørende anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder eller anlæg tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg i henhold til § 28, stk. 3, skal opfyldes ved etablering af nedsivning, såfremt der kan nedsives i området. Der skal dog ikke etableres nedsivning i det omfang, der etableres andre spildevandsløsninger, der ikke medfører udledning, såfremt der kan opnås tilladelse hertil og etableringen sker inden en af kommunalbestyrelsen fastsat frist. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte bindende tidsfrister for, hvornår påbud efter stk. 1-3 skal være meddelt for anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder eller for anlæg omfattet af § 28, stk. 3.
Stk. 7. Ved offentlige spildevandsanlæg forstås spildevandsanlæg, hvor en eller flere kommunalbestyrelser har ansvaret for anlæggets drift og/eller vedligeholdelse. Spildevandsanlæg etableret af kommunalbestyrelsen efter § 7 a i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, 4) er dog private, selv om de drives og vedligeholdes af kommunalbestyrelsen.
§ 31. Miljøministeren træffer afgørelse om udførelse af fælleskommunale spildevandsanlæg i tilfælde af uenighed mellem de pågældende kommunalbestyrelser.
Stk. 2. Ministerens afgørelse efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om udførelse, drift og vedligeholdelse af spildevandsanlæg.
§ 32. Kommunalbestyrelsen udarbejder en plan for bortskaffelse af spildevand. Planen skal indeholde oplysninger om
-
eksisterende og planlagte kloakeringsområder og renseforanstaltninger,
-
områder, hvor kommunalbestyrelsen er indstillet på at ophæve tilslutningsretten og -pligten helt eller delvist,
-
den eksisterende tilstand af kloakanlæg samt planlagte fornyelser af disse,
-
eksisterende områder uden for kloakeringsområder, hvor der sker nedsivning, og planlagte områder uden for kloakeringsområder, hvor der skal ske afledning til nedsivningsanlæg,
-
eksisterende områder uden for kloakeringsområder, hvor der sker rensning svarende til et bestemt renseniveau, og planlagte områder uden for kloakeringsområder, hvor der skal ske rensning svarende til et bestemt renseniveau,
-
hvilke anlæg der etableres på kommunal, og hvilke der etableres på privat foranstaltning, og
-
efter hvilken tidsfølge projekterne forudsættes at være udarbejdet og anlæggene udført.
Stk. 2. Spildevandsplanen må ikke stride mod kommuneplanen 5) og forudsætninger fastsat efter stk. 4.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om planlægningen efter stk. 1, herunder om offentlighedens medvirken, tidsfrister og procedure herfor. Ministeren kan endvidere bestemme og fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen og administrationen af loven.