← Folketingsvalgloven

§ Folketingsvalgloven · kapitel 19 af 32

Kapitel 3 – Partier, der har ret til at deltage i folketingsvalg

LBK nr 1292 af 08/12/2006

§ 11. De partier, der ved sidste folketingsvalg har opnået repræsentation i Folketinget og fortsat er repræsenteret i dette, har ret til at deltage i folketingsvalg.

Stk. 2. Ret til at deltage i folketingsvalg har endvidere nye partier, der er anmeldt for indenrigs- og sundhedsministeren efter reglerne i § 12.

Stk. 3. Partier, der har ret til at deltage i folketingsvalg, benævnes i det følgende opstillingsberettigede partier.

§ 12. Nye partier, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal anmeldes for indenrigs- og sundhedsministeren senest kl. 12 femten dage før valgdagen. Med anmeldelsen skal følge erklæringer fra et antal vælgere, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer ved det sidst afholdte folketingsvalg. Ved anmeldelse fra det tyske mindretals parti kræves ikke vælgererklæringer.

Stk. 2. Vælgererklæringerne skal afgives på en formular, der forinden skal godkendes af indenrigs- og sundhedsministeren. Godkendelsen gælder i 2 år regnet fra godkendelsens dato. Indenrigs- og sundhedsministeren kan forny godkendelsen, hvis der på grundlag af den sidst godkendte formular er foretaget partianmeldelse. Hvis dette ikke er sket, kan godkendelsen kun fornys, såfremt særlige forhold taler derfor. I forbindelse med godkendelse af formularen afgør indenrigs- og sundhedsministeren, om navnet på det nye parti kan godkendes, jf. § 13. Godkendelsen af partinavnet gælder i samme tidsrum som godkendelsen af formularen.

Stk. 3. Vælgererklæringerne skal for at kunne medregnes være udfyldt med tydelig angivelse af vælgerens navn, personnummer og bopæl samt være underskrevet og dateret af vælgeren personligt. Erklæringerne skal endvidere være forsynet med en attestation fra kommunens folkeregister om, at vælgeren ved erklæringens afgivelse opfylder betingelserne for valgret til Folketinget. Hvis vælgeren er død efter erklæringens afgivelse, kan attestation dog ikke meddeles.

Stk. 4. Efter attestation skal folkeregistret sende vælgererklæringen til den pågældende vælger. Vælgeren skal derefter selv videresende erklæringen til partiet, såfremt vælgeren fortsat ønsker at deltage i anmeldelsen af det pågældende parti. Folkeregistret skal ved fremsendelsen af vælgererklæringen give vælgeren oplysning herom. Folkeregistret tilbagesender vælgererklæringer, der ikke opfylder betingelserne for attestation, til partiet med angivelse af grunden til, at attestation ikke kan meddeles.

Stk. 5. En vælgererklæring medregnes dog ikke, såfremt den

  1. er afgivet 18 måneder eller mere før anmeldelsen af partiet, jf. stk. 1, eller

  2. er afgivet af en vælger, der allerede har afgivet erklæring for et parti, der er anmeldt efter stk. 1.

Stk. 6. En anmeldelse af et parti er gyldig indtil afholdelse af førstkommende folketingsvalg, dog mindst i 1 år fra anmeldelsens dato.

Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren skal opbevare vælgererklæringerne, så længe anmeldelsen gælder, og derefter tilintetgøre dem.

§ 13. Et nyt parti kan ikke få godkendt et navn, som

  1. benyttes af et opstillingsberettiget parti, jf. § 11,

  2. er navnet på et parti, der tidligere har været opstillingsberettiget, jf. § 11, medmindre der er forløbet mindst 5 valgperioder, siden partiet sidst deltog i folketingsvalg,

  3. er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren for et nyt parti, der ønsker at deltage i folketingsvalg, jf. § 12, stk. 2,

  4. uden for de i nr. 1 nævnte tilfælde benyttes af et parti, der har ret til at deltage i Europa-Parlamentsvalg, jf. § 10 i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet,

  5. uden for de i nr. 2 nævnte tilfælde er navnet på et parti, der tidligere har haft ret til at deltage i Europa-Parlamentsvalg, jf. § 10 i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, medmindre der er forløbet mindst 4 valgperioder, siden partiet sidst deltog i Europa-Parlamentsvalg,

  6. er godkendt af indenrigs- og sundhedsministeren for et nyt parti, der ønsker at deltage i Europa-Parlamentsvalg, jf. § 11, stk. 2, i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, eller

  7. kan give anledning til, at partiet forveksles med et af de partier, der er nævnt i nr. 1-6.

Stk. 2. Et nyt parti kan ikke få godkendt et navn, såfremt det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag end reglerne i stk. 1 har eneret til navnet. Navnet kan dog godkendes, hvis indehaveren af eneretten har samtykket i partiets brug af navnet.

Stk. 3. Viser det sig, at det ved endelig dom er fastslået eller der i øvrigt er grund til at antage, at en anden på andet grundlag end reglerne i stk. 1 har eneret til et navn, som indenrigs- og sundhedsministeren har godkendt som navn for et nyt parti, og samtykker indehaveren af eneretten ikke i partiets brug af navnet, kan indenrigs- og sundhedsministeren tilbagekalde godkendelsen. Er partiet anmeldt for indenrigs- og sundhedsministeren efter § 12, bortfalder partiets ret til at deltage i folketingsvalg.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fører en fortegnelse over de partinavne, der er omfattet af stk. 1, nr. 1-6, og som ikke er tilbagekaldt efter stk. 3 (Partinavneregistret).

§ 14. Indenrigs- og sundhedsministeren tildeler de opstillingsberettigede partier en bogstavbetegnelse, som partierne skal opføres med på stemmesedlerne. Ved tildelingen skal der tages hensyn til, at partierne så vidt muligt bevarer de bogstavbetegnelser, de har haft ved tidligere valg.

Stk. 2. Snarest muligt efter udløbet af fristen i § 12, stk. 1, bekendtgør indenrigs- og sundhedsministeren i Statstidende, hvilke partier der er opstillingsberettigede, samt de bogstavbetegnelser, der er tildelt disse partier.