Færdselsloven § 115 b

§ 115 b. Justitsministeren opretter eller anerkender et informationskontor, der efter en skade forvoldt af et motordrevet køretøj bistår med at skaffe oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold, hvis skadelidte er bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller hjemmehørende i Danmark eller skaden er sket i Danmark. Dette gælder dog kun, hvis

  1. skadelidte er bosat i en medlemsstat i Den Europæiske Union,

  2. køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat i Den Europæiske Union og

  3. skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

Stk. 2. Justitsministeren kan med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed samt om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters pligt til at give oplysninger til det i stk. 1 nævnte informationskontor og til informationskontorer i andre medlemsstater i Den Europæiske Union.

Ansvar efter lov om fragtaftaler ved international vejtransport

Kilde: Retsinformation.dk