Kapitel 6 – Arvs afsætning

§ 25. Er der ikke vished for, at en arving har overlevet arveladeren, udlægges der ingen arv til ham. Arvingen har dog ret til i 10 år fra dødsfaldet – i boer behandlet ved bobestyrer alene 5 år fra dødsfaldet – at kræve arven fra dem, som har fået den udlagt. Såfremt arvingen er død i dette tidsrum, får den, som herefter er berettiget til arven, samme ret, som arvingen ville have haft.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 104 i lov om skifte af dødsboer finder herved anvendelse.

Stk. 3. Er der opnået dødsformodningsdom eller afsagt dødsfaldskendelse over arvingen, anvendes fristen i § 17, hvis den udløber før fristen i stk. 1.

Stk. 4. Er der nogen sandsynlighed for, at en arving har overlevet arveladeren, kan skifteretten uanset regelen i stk. 1, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at den arv, som eventuelt kan tilfalde denne arving, foreløbig bestyres i en forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 1, som tilhørende boet, medens dette i øvrigt sluttes. Når de fornødne undersøgelser er foretaget, dog senest 1 år efter arvens indsættelse i en forvaltningsafdeling, optager skifteretten spørgsmålet om udlodning af arven til endelig behandling.

§ 26. Har en arving overlevet arveladeren, udlægges der arv til ham, uanset at hans opholdssted ikke er kendt.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 1 anvendes på denne arv.

§ 27. Dersom en arvings opholdssted vel kendes, men det ikke er muligt at udbetale arven til ham, behandles den efter reglerne i kapitel 1.