Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 92

§ 92. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, og som ikke har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter en sammenhængende periode på 13 uger med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud, der har en varighed på sammenlagt 18 måneder, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. Personer under 25 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11.

Stk. 3. Personer mellem 25 og 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11. Personen kan dog i stedet vælge at få et tilbud efter kapitel 11 og 12.

Stk. 4. Tilbud efter stk. 1-3 skal sammen med eventuel ordinær beskæftigelse udgøre mindst 30 timer om ugen. Dette gælder dog ikke tilbud efter kapitel 10 og tilbud efter kapitel 12 hos en offentlig arbejdsgiver.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af perioden på sammenlagt 18 måneder efter stk. 1 og sammenlagt 6 måneder efter § 93, stk. 1.

Kilde: Retsinformation.dk