← Friskoleloven

§ Friskoleloven · kapitel 11 af 20

Kapitel 1 – Undervisning m.v.

LBK nr 665 af 27/06/2005

§ 1. Friskoler og private grundskoler (frie grundskoler) kan inden for rammerne af denne lov og lovgivningen i øvrigt give undervisning, der stemmer med skolernes egen overbevisning, og tilrettelægge undervisningen i overensstemmelse med denne overbevisning. Skolerne afgør inden for de samme rammer frit, hvilke elever de vil have på skolerne.

Stk. 2. Frie grundskoler giver undervisning inden for 1.-9. klassetrin, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Frie grundskoler giver tillige sprogstimulering, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Dette gælder dog kun sprogstimulering af tosprogede børn, som forældrene efter bestemmelserne i lov om folkeskolen har pligt til at lade børnene deltage i. Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Skolerne kan tillige omfatte 1-årig undervisning på 10. klassetrin og 1-årige børnehaveklasser.

Stk. 3. Undervisningen på 8. og 9. klassetrin kan forberede til folkeskolens afgangsprøve. Undervisningsministeren kan meddele lederen af en fri grundskole ret til at afholde folkeskolens afgangsprøver i obligatoriske fag, tilbudsfag og valgfag efter de regler, der gælder for folkeskolen. Skolen fastsætter selv, på hvilke klassetrin prøver i valgfag afholdes.

Stk. 4. Undervisningen på 10. klassetrin kan forberede til 10. klasse-prøver, hvis skolens undervisning står mål med den obligatoriske undervisning i folkeskolens 10. klasse, jf. folkeskolelovens § 8, stk. 1-4. Undervisningsministeren kan meddele lederen af en fri grundskole ret til at afholde 10. klasse-prøver, jf. folkeskolelovens § 18, stk. 3.

§ 1 a. Skolen fastsætter slutmål for de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, og for folkeskolens obligatoriske emner.

Stk. 2. Skolen udarbejder undervisningsplaner for de fagområder og emner, der er nævnt i stk. 1. Undervisningsplanerne skal angive udviklingen hen mod slutmålene, beskrive, på hvilke klasse- eller alderstrin der arbejdes med de forskellige fagområder og emner, samt beskrive, hvorledes det samlede undervisningstilbud giver mulighed for alsidig personlig udvikling.

Stk. 3. Skolen fastsætter mål for undervisningen i dansk, regning/matematik, engelsk, geografi, biologi og fysik/kemi på bestemte tidspunkter i det samlede undervisningsforløb (delmål).

Stk. 4. I det omfang skolen ikke har fastsat slutmål, jf. stk. 1, og delmål, jf. stk. 3, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, gælder de slutmål henholdsvis trinmål (Fælles Mål), der er fastsat for undervisning i folkeskolen.

Stk. 5. For en nyoprettet skole skal de i stk. 1-4 nævnte krav være opfyldt senest den 1. januar i det første skoleår.

§ 1 b. Skolen skal regelmæssigt underrette eleverne og forældrene, jf. § 38, om sit syn på elevernes udbytte af skolegangen.

Stk. 2. Som led i undervisningen skal skolen løbende foretage evaluering af elevernes udbytte. Evalueringen danner grundlag for, at undervisningen tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger med det formål, at eleven så vidt muligt tilegner sig de kundskaber og færdigheder, der følger af de fastsatte slutmål.

Stk. 3. Skolen skal regelmæssigt foretage en evaluering af skolens samlede undervisning og udarbejde en plan for opfølgning på evalueringen.

§ 1 c. Skolen skal offentliggøre sine slutmål, delmål og undervisningsplaner, jf. § 1 a, og resultatet af evaluering og opfølgningsplan, jf. § 1 b, stk. 3, på skolens hjemmeside på internettet.

§ 2. En fri grundskole skal mindst omfatte 1.- 7. klassetrin, jf. dog § 41 om grundskoleafdelinger ved private gymnasieskoler.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fravige bestemmelsen i stk. 1 i særlige tilfælde.

Stk. 3. Undervisningssproget i en fri grundskole er dansk. I de tyske mindretalsskoler er undervisningssproget dog tysk. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde godkende, at undervisningssproget er et andet end dansk.

Stk. 4. En fri grundskole, der modtager tilskud i henhold til denne lov, kan omfatte en kostafdeling for 6.-10. klassetrin.

§ 3. En fri grundskole skal efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren,

  1. give specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand til elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, jf. dog stk. 2, og

  2. supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, som har behov for midlertidig støtte, samt

  3. sørge for undervisning af elever, der gennem længere tid på grund af sygdom eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen.

Stk. 2. Skolen kan henvise elever til specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand på en anden fri grundskole eller i folkeskolen.

Stk. 3. Skolen henviser tosprogede elever til den undervisning i deres modersmål, som skal etableres for folkeskolens elever, medmindre skolen selv tilbyder denne undervisning.

Stk. 4. Skolekommunen skal yde vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning.

Stk. 5. Skolen kan tilbyde sine elever vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv. Vejledningen af elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende kan gives efter bestemmelsen i § 4, stk. 1, i lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv, jf. dog samme lovs § 16, stk. 3.

§ 4. Skoleåret begynder den 1. august og omfatter normalt 200 skoledage.