← Almenboligloven

§ Almenboligloven · kapitel 21 af 34

Kapitel 4 – Udlejning og anvisning m.v.

LBK nr 610 af 21/06/2005

Almene familieboliger

§ 51. Ledige almene familieboliger skal af den almene boligorganisation anvises til boligsøgende, som er optaget på en venteliste, og som har behov for almene boliger af den pågældende art. Boligorganisationen opkræver gebyrer hos boligsøgende for administration af ventelisten. Ledige almene familieboliger kan endvidere anvises af kommunalbestyrelsen efter reglerne i § 59 samt af boligorganisationen efter reglerne i stk. 2-6 og § 60.

Stk. 2. Den almene boligorganisation kan udleje almene familieboliger til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet til etablering af bofællesskaber for lejere med særlige sociale behov, jf. kapitel 4 a i lov om individuel boligstøtte. Beboernes ret til medindflydelse, jf. reglerne i kapitel 2, udøves af bofællesskaberne.

Stk. 3. Boligorganisationen kan ligeledes med kommunalbestyrelsens godkendelse udleje almene familieboliger til den type bofællesskaber, som er nævnt i stk. 2. Reglerne i § 59, stk. 1, 3-5. pkt., om kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelser over for selskabet til at istandsætte boligen ved fraflytning finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Boligorganisationen kan efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse anvise familieboliger, som ved tilsagnet om offentlig støtte tidligere har været forbeholdt (klausuleret for) ældre og personer med handicap, eller som med offentlig støtte efter bistandsloven er indrettet særligt til denne gruppe, til ældre og personer med handicap.

Stk. 5. Den almene boligorganisation kan udleje almene familieboliger til andre boligsøgende, såfremt de ikke kan udlejes til boligsøgende på den i stk. 1 nævnte venteliste.

Stk. 6. Den almene boligorganisation kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om at udleje almene familieboliger til brug for midlertidig genhusning i forbindelse med gennemførelse af byfornyelse, jf. lov om byfornyelse eller lov om byfornyelse og boligforbedring. Kommunalbestyrelsen betaler et beløb, som svarer til lejen for de boliger, der anvendes til midlertidig genhusning. Ved lejekontraktens ophør skal boligen afleveres i samme stand som ved kontraktens indgåelse.

§ 51 a. Almene familieboliger, der indrettes som bofællesskaber, skal udlejes til boligsøgende, der har behov for boliger af den pågældende art. Kommunalbestyrelsen og boligorganisationen indgår senest samtidig med tilsagnet efter § 115 aftale om, hvorledes udlejningen skal finde sted.

Stk. 2. Beslutter kommunalbestyrelsen, at almene boliger, jf. § 3, stk. 3, fremover skal mærkes som almene familieboligbofællesskaber, skal kommunalbestyrelsen og boligorganisationen senest samtidig med ommærkningen indgå aftale om, hvorledes udlejningen skal finde sted.

Stk. 3. Beslutter kommunalbestyrelsen, jf. § 3, stk. 4, at almene familieboliger fremover skal udlejes som almene familieboligbofællesskaber, skal kommunalbestyrelsen og boligorganisationen senest samtidig med beslutningen indgå aftale om, hvorledes udlejningen skal finde sted.

§ 51 b. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at boligorganisationen ved udlejning af almene familieboliger i afdelinger beliggende i områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet skal afvise boligsøgende på ventelisten, som ikke allerede har en bolig i afdelingen, når den boligsøgende og dennes eventuelle ægtefælle i 6 sammenhængende kalendermåneder har modtaget kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller introduktionsydelse efter lov om integration af udlændinge i Danmark. Med ægtefæller sidestilles andre personer, som i mindst 2 år har været samlevende med den boligsøgende. Kommunalbestyrelsen indberetter beslutninger efter 1. pkt. til socialministeren.

Stk. 2. 6-måneders-perioden i stk. 1 beregnes individuelt for både den boligsøgende og dennes eventuelle ægtefælle eller samlever fra første hele kalendermåned, hvorfra personen er berettiget til at modtage kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse. Perioden afbrydes, hvis personen i en hel kalendermåned ikke har modtaget kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse. § 25, stk. 9 og 10, i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Ved områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet forstås fysisk sammenhængende almene afdelinger, hvor

  1. mindst 50 pct. af beboerne på 18 år og derover i mindst én af afdelingerne i området er uden for arbejdsmarkedet,

  2. der bor mindst 1.200 beboere i afdelingerne tilsammen og

  3. mindst 40 pct. af beboerne på 18 år og derover i afdelingerne tilsammen er uden for arbejdsmarkedet.

Stk. 4. Ved områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet forstås desuden fysisk sammenhængende almene afdelinger, hvor

  1. der bor mindst 5.000 beboere i afdelingerne tilsammen og

  2. mindst 30 pct. af beboerne på 18 år og derover i afdelingerne tilsammen er uden for arbejdsmarkedet.

Stk. 5. Socialministeren beregner og offentliggør, hvilke områder der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3.

Stk. 6. Socialministeren kan efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen og boligorganisationen godkende, at afdelinger med indbyrdes geografisk tilknytning betragtes som et område, selv om afdelingerne ikke er fysisk sammenhængende, når betingelserne i stk. 3, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen påser inden udlejning, at den boligsøgende ikke modtager de ydelser, der er nævnt i stk. 1, og meddeler dette til boligorganisationen. Kan boligen ikke lejes ud til andre boligsøgende på ventelisten, lejes boligen dog ud til boligsøgende, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal anvise en anden passende bolig til boligsøgende, som er blevet afvist efter stk. 1, og som er registreret som boligsøgende i boligorganisationen senest på datoen for kommunalbestyrelsens beslutning om, at boligorganisationen skal afvise boligsøgende efter stk. 1. Anvisning skal så vidt muligt ske senest 6 måneder efter den dato, hvor den boligsøgende modtager meddelelse om afvisning. En passende bolig har enten et rum mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme rumantal som den bolig, den boligsøgende er blevet afvist fra, medmindre denne bolig ville være blevet beboet af mere end to personer pr. beboelsesrum.

Stk. 9. Hvert 5. år foretager kommunalbestyrelsen en evaluering af beboersammensætningen i området med henblik på at vurdere, om der fortsat skal ske afvisning af de i stk. 1 nævnte boligsøgende. Socialministeren kan kræve, at kommunalbestyrelsen tilbagekalder sin beslutning, når der indtræder en væsentlig forbedring af beboersammensætningen.

Almene ungdomsboliger

§ 52. Ledige almene ungdomsboliger skal af den almene boligorganisation anvises til unge uddannelsessøgende og andre unge med et særligt behov derfor (den berettigede personkreds). Ledige almene ungdomsboliger kan endvidere anvises af kommunalbestyrelsen efter reglerne i § 59, stk. 3.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter aftale med den almene boligorganisation bestemme, at der kan ske fælles anvisning til de boliger i kommunen, der er nævnt i stk. 1. Sådan anvisningsvirksomhed kan oprettes fælles for flere kommuner og kan samordnes med anden virksomhed, der tager sigte på formidling af boliger for unge.

Stk. 3. Den almene boligorganisation kan udleje almene ungdomsboliger til andre boligsøgende, såfremt de ikke kan udlejes til den berettigede personkreds. Ved ledighed skal boligerne på ny søges udlejet til den berettigede personkreds.

Stk. 4. Den almene boligorganisation kan med kommunalbestyrelsens godkendelse udleje almene ungdomsboliger som almene familieboliger eller som almene ældreboliger. Det er en betingelse, at der ikke generelt er efterspørgsel efter de pågældende boliger fra den berettigede personkreds. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de pågældende boliger på ny skal udlejes som almene ungdomsboliger.

§ 53. Bestyrelsen for den almene boligorganisation skal sikre, at almene ungdomsboliger til stadighed bebos af den berettigede personkreds, herunder studieaktive uddannelsessøgende.

Stk. 2. Opsigelse af en lejer af en almen ungdomsbolig skal ske efter reglerne i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger.

Stk. 3. Såfremt der sker udsættelse med en opsigelse efter § 85, stk. 2, 2. pkt., i lov om leje af almene boliger, bortfalder et eventuelt ungdomsboligbidrag ikke. Sker udsættelsen efter § 85, stk. 2, 3. pkt., i nævnte lov, bortfalder et sådant bidrag.

§ 53 a. Bestemmelserne i § 52, stk. 1-3, samt § 53 finder tilsvarende anvendelse på almene ungdomsboliger, som ejes af en selvejende institution. Fælles anvisning efter § 52, stk. 2, kan dog ske alene efter kommunalbestyrelsens bestemmelse.

Almene ældreboliger

§ 54. Almene ældreboliger, der ejes af en almen boligorganisation, skal udlejes til ældre og personer med handicap, der har særligt behov for sådanne boliger. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at boligerne skal udlejes til andre boligsøgende, såfremt de pågældende boliger ikke kan udlejes til den berettigede personkreds. Ved ledighed skal boligerne på ny søges udlejet til den berettigede personkreds. Kommunalbestyrelsen udøver anvisningsretten. Den kommune, som efter § 115, stk. 3, har givet tilsagn om støtte til ombygning af et plejehjem beliggende i en anden kommune til almene ældreboliger, udøver anvisningsretten til disse ældreboliger.

Stk. 2. Almene ældreboliger, der er indrettet med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal af den almene boligorganisation udlejes til denne personkreds. Amtsrådet kan beslutte, at boligerne skal udlejes til den i stk. 1, 1. pkt., omhandlede personkreds, såfremt boligerne ikke kan udlejes til den i 1. pkt. omhandlede personkreds. Amtsrådet udøver anvisningsretten. I de i 2. pkt. nævnte tilfælde udøver amtsrådet anvisningsretten efter forhandling med kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Almene ældreboliger, der indrettes som bofællesskaber, kan ud over den berettigede personkreds, jf. stk. 1 og 2, udlejes til personer, der er i familie med eller har en særlig tilknytning til den berettigede personkreds. Det er dog en forudsætning, at bofællesskabet i det væsentlige udlejes til den berettigede personkreds.

Stk. 4. Kommunen eller amtskommunen betaler lejen (boligafgiften) fra det tidspunkt, fra hvilket den ledige bolig er til rådighed for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, og indtil udlejning sker. Kommunen eller amtskommunen garanterer endvidere for boligtagerens kontraktmæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning.

§ 55. Kommunalbestyrelsen kan overlade til den almene boligorganisation at forestå anvisningen af de almene ældreboliger, der er omhandlet i § 54, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid tilbagekalde en sådan bemyndigelse.

Stk. 2. Indrettes almene ældreboliger som bofællesskaber, indgår kommunalbestyrelsen og boligorganisationen senest samtidig med tilsagnet efter § 115 aftale om, hvorledes anvisningen skal finde sted.

Stk. 3. Beslutter kommunalbestyrelsen, at almene boliger, jf. § 5, stk. 4, fremover skal mærkes som almene ældreboligbofællesskaber, skal kommunalbestyrelsen og boligorganisationen senest samtidig med ommærkningen indgå aftale om, hvorledes anvisningen skal finde sted.

Stk. 4. Beslutter kommunalbestyrelsen, jf. § 5, stk. 5, at almene ældreboliger fremover skal anvises som almene ældreboligbofællesskaber, skal kommunalbestyrelsen og boligorganisationen senest samtidig med beslutningen indgå aftale om, hvorledes anvisningen skal finde sted.

Stk. 5. Indrettes kommunale eller amtskommunale almene ældreboliger som bofællesskaber, skal kommunalbestyrelsen eller amtsrådet senest samtidig med tilsagnet eller beslutning om ommærkning træffe beslutning om, hvorledes anvisningen skal finde sted. Forinden kommunalbestyrelsen træffer beslutning, skal de i medfør af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område valgte ældreråd høres. Forinden amtsrådet træffer beslutning, skal de i medfør af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område nedsatte brugerråd høres.

Stk. 6. Den almene boligorganisation kan udleje ældreboligerne til andre boligsøgende, såfremt de ikke kan udlejes til den berettigede personkreds. Ved ledighed skal boligerne på ny søges udlejet til den berettigede personkreds.

Stk. 7. Den almene boligorganisation kan med kommunalbestyrelsens godkendelse udleje almene ældreboliger som almene familieboliger eller som almene ungdomsboliger. Det er en betingelse, at der ikke generelt er efterspørgsel efter de pågældende boliger fra den berettigede personkreds. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de pågældende boliger på ny skal udlejes som almene ældreboliger.

Stk. 8. Bestemmelserne i § 54, stk. 4, om kommunens betaling af leje og garanti for boligtagerens kontraktmæssige forpligtelser til at istandsætte boligen ved fraflytning gælder ikke, hvor anvisningsretten er overdraget til den almene boligorganisation efter reglerne i stk. 1.

§ 56. Almene ældreboliger kan efter kommunalbestyrelsens eller amtsrådets bestemmelse lejes af kommunen eller amtskommunen og stilles til rådighed for personer, der har brug for boligen som en midlertidig aflastningsbolig. Kommunen eller amtskommunen betaler et beløb, som svarer til lejen for de boliger, der anvendes som aflastningsboliger. Ved lejekontraktens ophør skal boligen afleveres i samme stand som ved kontraktens indgåelse.

§ 57. Ledige almene ældreboliger, som ejes af en kommune, udlejes af kommunen til ældre og personer med handicap, der har særligt behov for sådanne boliger, jf. § 54, stk. 1, 1. pkt. Reglerne i § 54, stk. 1, 2.-4. pkt., samt i § 54, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Er ældreboligerne indrettet med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 54, stk. 2, udlejes boligerne af kommunen til denne personkreds. Reglerne i § 54, stk. 2, 2.-4. pkt., samt i § 54, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Amtsrådet kan overlade anvisningsretten til de i stk. 2 nævnte boliger til kommunalbestyrelsen. Såfremt boligerne ikke kan udlejes til den i stk. 2 omhandlede personkreds, kan kommunen efter amtsrådets nærmere bestemmelse udleje disse til den i § 54, stk. 1, 1. pkt., nævnte personkreds.

§ 58. Ledige almene ældreboliger, som ejes af en amtskommune, udlejes af amtskommunen til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Reglerne i § 54, stk. 2, 2.-4. pkt., og i § 54, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Frit valg af ældreboliger

§ 58 a. Ældre og personer med handicap, der har et særligt behov for almene ældreboliger, jf. § 5, amtskommunale botilbud samt plejehjem og beskyttede boliger, jf. §§ 92 og 140 i lov om social service, har ret til frit at vælge sådanne boliger. Retten efter 1. pkt. gælder endvidere boliger efter lov om byfornyelse eller lov om byfornyelse og boligforbedring, som er særligt indrettet for den nævnte personkreds, og boliger efter den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap.

Stk. 2. Retten til frit valg efter stk. 1 gælder uanset boligens beliggenhed. Det er en forudsætning, at betingelserne efter §§ 54, 57 eller 58 for at få anvist en bolig er opfyldt i bopælskommunen og ved flytning til en anden kommune både i bopælskommunen og i tilflytningskommunen. Tilflytningskommunens vurdering skal ske efter samme retningslinjer, som gælder for kommunens egne borgere.

Stk. 3. Retten til frit valg efter stk. 1 omfatter ret til, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat kan indgå i husstanden. Hvis en person ønsker, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat skal indgå i husstanden, skal den bolig, der tilbydes, være egnet til 2 personer. Hvis den pågældende ældre eller person med handicap, jf. stk. 1, dør, har en efterlevende samlever ret til at fortsætte lejeforholdet.

§ 58 b. Ældre og personer med handicap, der har behov for en ældrebolig, en plejehjemsplads eller en beskyttet bolig, optages på en venteliste i bopælskommunen eller i den kommune, hvor den ønskede bolig er beliggende. Hvis den pågældende ønsker optagelse på flere ventelister, kan der opkræves et gebyr for administration af ventelisten. Ledige boliger anvises af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. dog § 55, stk. 1, og § 143 e, til de personer, som har størst behov for den pågældende bolig og derefter til de personer, som i længst tid har stået på ventelisten.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet kan i særlige tilfælde og af hensyn til at kunne tilbyde egne borgere et passende botilbud beslutte, at personer, der ønsker at flytte til (amts)kommunen, ikke kan optages på en venteliste, medmindre de pågældende flytter

  1. for at bevare tæt kontakt til nære pårørende, der bor i tilflytnings(amts)kommunen,

  2. af religiøse grunde for at bo i en sådan bolig, hvis hovedformål er, at personer med samme religiøse overbevisning kan være sammen,

  3. for at blive optaget i et bomiljø, hvor der er opstået et særligt tegnsprogsmiljø for døve, eller

  4. for at opnå en særlig bolig beregnet for personer, der er omfattet af lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

§ 58 c. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser om anvisning af ledige boliger i henhold til §§ 54, 57, 58, 58 a og 58 b kan indbringes for henholdsvis det sociale nævn, som den kommune, der har truffet afgørelsen, hører under, og Den Sociale Ankestyrelse. § 57 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om, hvorvidt ankestyrelsen kan behandle sagen, finder tilsvarende anvendelse. Kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder tilsvarende anvendelse.

§ 58 d. Reglerne i §§ 58 a-58 c finder tilsvarende anvendelse på ustøttede private plejeboliger, jf. § 1, stk. 5, i lov om leje. Det er en forudsætning for retten til frit valg til en ustøttet privat plejebolig, der ejes og udlejes af en kommune eller amtskommune, at betingelserne efter § 57 for at få anvist en bolig er opfyldt. Det er en forudsætning for retten til frit valg til en selvejende ustøttet privat plejebolig, at betingelserne efter § 54 for at få anvist en bolig er opfyldt.

§ 58 e. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i §§ 58 a-58 c. Socialministeren kan herunder fastsætte regler om venteliste, gebyr for administration af venteliste og udarbejdelse af informationsmateriale.

Kommunale anvisnings- og godkendelsesordninger m.v.

§ 59. Den almene boligorganisation skal efter kommunalbestyrelsens bestemmelse stille indtil hver fjerde ledige almene familiebolig til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen. Anvisning sker på baggrund af en vurdering af den boligsøgendes behov og beboersammensætningen i den afdeling, der anvises til. Kommunen betaler lejen (boligafgiften) fra det tidspunkt, fra hvilket den ledige bolig er til rådighed for kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker. Kommunen garanterer endvidere for boligtagerens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for boligorganisationen til at istandsætte boligen ved fraflytning. Ændrer kommunen en beslutning om at råde over en bolig, som ikke er udlejet, skal lejen (boligafgiften) dog ikke betales ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning.

Stk. 2. Boligorganisationen kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om at stille ledige familieboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen. Anvisning sker på baggrund af en vurdering af den boligsøgendes behov og beboersammensætningen i den afdeling, der anvises til. Reglerne i stk. 1 om kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelse til at istandsætte boligen ved fraflytning finder tilsvarende anvendelse ved anvisninger, der sker efter aftale i henhold til 1. pkt., samt ved anvisninger, som i øvrigt foretages af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på almene ungdomsboliger, dog således at kommunalbestyrelsen anvender de pågældende ungdomsboliger til løsning af unges boligsociale problemer i kommunen.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at boligorganisationen skal stille ledige familieboliger i afdelinger i områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på styrkelse af beboersammensætningen i området. § 51 b, stk. 3-5 og 9, finder tilsvarende anvendelse. Kommunalbestyrelsen indberetter beslutninger efter 1. pkt. til socialministeren.

Stk. 5. I kommuner, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet, at boligorganisationen skal afvise boligsøgende efter § 51 b, stk. 1, kan socialministeren efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen godkende, at det antal boliger, som boligorganisationerne i kommunen stiller til rådighed for kommunalbestyrelsen efter § 59, stk. 1 og 2, forhøjes med et antal boliger, der svarer til 1/3 af antallet af udlejninger i de afdelinger, der er omfattet af kommunalbestyrelsens beslutning efter § 51 b, stk. 1. Stk. 1, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen træffer efter anmodning fra de lokale uddannelsesinstitutioner beslutning om, at almene boligorganisationer og selvejende ungdomsboliginstitutioner efter kapitel 11 i lov om boligbyggeri skal stille et antal af de i § 52 omhandlede ungdomsboliger og de i § 67 i lov om boligbyggeri omhandlede ungdomsboliger til rådighed for udvekslingsstudenter.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 6 træffes på baggrund af en indstilling fra de lokale uddannelsesinstitutioner og fra bestyrelserne for de almene boligorganisationer, selvejende almene ungdomsboliginstitutioner og selvejende ungdomsboliginstitutioner og kan maksimalt omfatte indtil 10 pct. af de i stk. 6 omhandlede ungdomsboliger i kommunen. Kommunalbestyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for anvisningen af boligerne.

Stk. 8. For boliger som nævnt i stk. 6 betaler uddannelsesinstitutionerne efter nærmere af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinier lejen (boligafgiften) fra det tidspunkt, hvor boligen er til rådighed for uddannelsesinstitutionen, og indtil udlejning sker. Uddannelsesinstitutionerne garanterer endvidere for udvekslingsstudentens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for udlejeren til at istandsætte boligen ved fraflytning. Rådighed over ungdomsboliger etableret i medfør af stk. 6 kan af kommunalbestyrelsen bringes til ophør med tre måneders varsel.

§ 60. For almene familieboliger, der ikke er omfattet af § 59, stk. 1 eller 2, eller § 63, kan kommunalbestyrelsen og den almene boligorganisation indgå aftale om, at indtil 90 pct. af de ledige boliger i en boligafdeling skal udlejes efter særlige kriterier. Kriterierne fastsættes ved aftale mellem kommunalbestyrelsen og boligorganisationen og offentliggøres af kommunalbestyrelsen. Mindst hver 10. ledige familiebolig i boligafdelingen skal udlejes efter § 51, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 2. Aftaler efter stk. 1, 1. pkt., tages op til revision senest 4 år efter aftalens indgåelse. Er kommunalbestyrelsen og boligorganisationen enige, kan aftalen tages op til revision inden udløbet af 4-års-perioden.

Stk. 3. I tilfælde af uenighed mellem kommunalbestyrelsen og boligorganisationen om indgåelse af aftaler efter stk. 1, 1. pkt., træffer Socialministeriet efter anmodning fra kommunalbestyrelsen afgørelse om udlejning efter særlige kriterier. Afgørelsen træffes efter høring af parterne og på baggrund af en udtalelse fra Landsbyggefonden.

§ 61. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at anvisning af ledige almene familieboliger eller ledige almene ungdomsboliger skal godkendes af kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde. Reglerne om klageadgang i lov om individuel boligstøtte finder tilsvarende anvendelse, såfremt en boligsøgende afvises under hensyn til, at husstandsindkomsten er for lav i forhold til boligafgiften eller under hensyn til den boligsøgendes personlige forhold.

§ 62. Såfremt den almene boligorganisation stiller ledige familieboliger eller ledige ungdomsboliger til rådighed for flygtninge, jf. § 65 i lov om individuel boligstøtte, finder reglerne i § 59, stk. 1, vedrørende kommunens betaling af leje og garanti for opfyldelse af boligtagerens forpligtelser over for boligorganisationen til at istandsætte boligen ved fraflytning tilsvarende anvendelse. Overdragelsen skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Reglerne i § 61 om klageadgang finder tilsvarende anvendelse på flygtninge, som afvises i medfør af stk. 1.

Stk. 3. Kommunens udgifter ved udlejning til flygtninge i medfør af stk. 1 og § 59, stk. 1, refunderes af staten med 100 pct. Refusionen udbetales kvartalsvis bagud på grundlag af en opgørelse over kommunens afholdte udgifter.

Stk. 4. Flygtninge tilbagebetaler skyldige beløb i medfør af stk. 1 og § 59, stk. 1, til kommunalbestyrelsen i løbet af højst 5 år, idet tilbagebetalingen afpasses efter den pågældendes økonomiske forhold.

§ 63. Den almene boligorganisation kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om at stille ledige almene familieboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning som udslusningsboliger, jf. stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan overlade anvisningsretten til de nævnte boliger til amtsrådet.

Stk. 2. En udslusningsbolig er en bolig, som udlejes til personer, der opholder sig i midlertidige boformer efter lov om social service §§ 91, 93 eller 94, og som udlejes på de vilkår, der fremgår af § 4, stk. 3, i lov om leje af almene boliger.

Stk. 3. Kommunen eller amtskommunen betaler lejen (boligafgiften) fra det tidspunkt, fra hvilket den ledige bolig er til rådighed for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, og indtil udlejning sker. Kommunen eller amtskommunen garanterer endvidere for boligtagerens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for boligorganisationen til at istandsætte boligen ved fraflytning. Opsiger udlejer lejekontrakten efter kommunalbestyrelsens eller amtsrådets anmodning, jf. § 4, stk. 3, 2. pkt., i lov om leje af almene boliger, betaler kommunen eller amtskommunen huslejen i perioden fra lejerens fraflytning, til genudlejning sker, dog ikke ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning efter § 88 i lov om leje af almene boliger. Ændrer kommunalbestyrelsen eller amtsrådet beslutning om at råde over en bolig, som ikke er udlejet, skal lejen (boligafgiften) ikke betales ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning.

§ 63 a. Reglerne i lejelovens §§ 85 a-e om kommunal anvisning af erstatningsboliger og udbetaling af godtgørelse til lejere, der opsiges som følge af ekspropriation m.v., finder tilsvarende anvendelse på almene boliger, der ejes af en almen boligorganisation, en kommune, en amtskommune eller en selvejende institution.

§ 63 b. Bortfalder en lejeaftale efter § 23 i lov om leje af almene boliger, har lejeren ret til en erstatningsbolig. Kommunalbestyrelsen anviser erstatningsboligen. Den anviste bolig skal være af passende størrelse, beliggenhed, kvalitet og udstyr. Boligen har en passende størrelse, når den enten har et rum mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme antal rum som husstandens tidligere bolig.

§ 64. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i §§ 51-54 og §§ 57, 58 og 59-63. Socialministeren kan herunder fastsætte regler om fortrinsret til ledige boliger for husstande med børn og for særlige befolkningsgrupper. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om udlejning efter § 51 b og anvisning efter § 59, stk. 4. Socialministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes udlejningsreglerne kan fraviges i nødretssituationer (ganske ekstraordinære udlejningsvanskeligheder). Socialministeren kan tillige fastsætte regler om anvisning af statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision vedrørende statsrefusion efter § 62 .

Stk. 2. Bestemmelserne i § 54, § 55, stk. 1-4, 6 og 8, § 56 og §§ 58 a-58 c finder tilsvarende anvendelse på selvejende almene ældreboliger. Bestemmelserne i § 54, stk. 1, 4. pkt., § 55, stk. 1, § 56 og § 57, stk. 3, finder dog ikke anvendelse på selvejende almene ældreboliger efter kapitel 9 a, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. I det omfang der mellem kommunalbestyrelsen og en selvejende almen ældreboliginstitution, jf. kapitel 9 a, indgås aftale om, at almene ældreboliger stilles til rådighed for personer, der har brug for boligen som midlertidig aflastningsbolig, finder bestemmelsen i § 56, 2. og 3. pkt., dog anvendelse.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 59, stk. 3 og 5, og § 62 finder tilsvarende anvendelse på almene ungdomsboliger, som ejes af en selvejende institution.