§ Naturgasforsyningsloven · kapitel 14 af 26
Kapitel 1 – Indledende bestemmelser
LBK nr 287 af 20/04/2005
§ 1. Lovens formål er at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning give forbrugerne adgang til billig naturgas.
Stk. 2. Loven skal i overensstemmelse med de i stk. 1 nævnte formål særligt fremme en bæredygtig energianvendelse, herunder ved energibesparelser, samt sikre en effektiv anvendelse af økonomiske ressourcer og skabe konkurrence på markeder for handel med naturgas.
§ 2. Loven finder anvendelse på transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas, herunder flydende naturgas (LNG).
Stk. 2. Loven finder også anvendelse på biogas, gas fra biomasse og andre typer gas, i det omfang sådanne gasser teknisk og sikkert kan injiceres og transporteres gennem naturgassystemet.
Stk. 3. Loven gælder på land, søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på dansk kontinentalsokkelområde.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan bestemme, at mindre anlæg og mindre omfattende aktiviteter, som er omfattet af loven, helt eller delvis skal undtages fra lovens bestemmelser.
§ 3. Transport- og energiministeren kan inden for lovens område fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten.
§ 4. Transport- og energiministeren orienterer et af Folketinget nedsat udvalg om væsentlige forhold vedrørende landets naturgasforsyning gennem udarbejdelse af en årlig redegørelse.
§ 5. Kommuner kan direkte eller indirekte deltage i et eller flere kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, som udelukkende udøver distributionsvirksomhed. Kommuner kan deltage i anden virksomhed, som er omfattet af § 2, stk. 1, når virksomheden udøves i et selskab med begrænset ansvar.
Stk. 2. Transport- og energiministeren kan tillade, at en kommune selv udøver den i stk. 1, 1. pkt., nævnte virksomhed, eller at en eller flere kommuner direkte eller indirekte deltager i udøvelsen af den i stk. 1, 1. pkt., nævnte virksomhed i en anden organisationsform end i et kommunalt fællesskab. Ministeren kan endvidere tillade, at de i stk. 1, 1. pkt., nævnte fællesskaber direkte eller indirekte udøver anden virksomhed end distributionsvirksomhed.
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan godkende et samarbejde mellem to eller flere kommunale fællesskaber, som udøver naturgasforsyningsvirksomhed efter stk. 1, om en fælles og samtidig afvikling af den gæld, som ved lovens ikrafttræden påhvilede fællesskaberne, herunder at de kommunale fællesskaber bidrager til hinandens gældsafvikling.
§ 6. I denne lov forstås ved følgende:
-
Direkte ledning: En naturgasrørledning, der supplerer det sammenkoblede system.
-
Distribution: Transport af naturgas via lokale eller regionale ledningsnet med henblik på levering til kunder.
-
Distributionsnet: Lokalt eller regionalt naturgasforsyningsnet.
-
Distributionsselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager distributionsfunktionen.
-
Forbruger: Kunde, som køber naturgas til eget forbrug.
-
Forsyning: Salg, herunder videresalg, af naturgas, herunder af flydende naturgas (LNG), til kunder.
-
Forsyningspligtigt selskab: Forsyningsselskab med pligt til at forsyne forbrugere og potentielle forbrugere i områder, der i henhold til varmeforsyningsloven er udlagt til naturgasforsyning, og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet.
-
Hjælpefunktioner: Alle funktioner, der er nødvendige for adgang til og drift af et transmissions- eller distributionssystem, LNG-faciliteter eller lagre, herunder mængdebalancerings- og blandingsanlæg, men ikke faciliteter, der udelukkende er forbeholdt transmissionsselskaber, således at de kan udføre deres hverv.
-
Kunde: Enhver fysisk eller juridisk person, som køber naturgas med henblik på videresalg eller eget forbrug.
-
Lager: Et anlæg, der anvendes til oplagring af naturgas, og som ejes eller drives af et naturgasselskab, herunder den del af LNG-faciliteter, der benyttes til oplagring, bortset fra den del, der benyttes til produktionsformål, og bortset fra faciliteter, der udelukkende er forbeholdt transmissionsselskaber, således at de kan udføre deres hverv.
-
Lagerselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager oplagringsfunktionen.
-
Linepack: Oplagring af gas ved kompression i gastransmissions- og distributionssystemer, men ikke faciliteter, der er forbeholdt transmissionsselskaber, således at de kan udføre deres hverv.
-
LNG-facilitet: En terminal, som anvendes til flydendegørelse af naturgas eller import, losning og forgasning af LNG (flydende naturgas), herunder de hjælpefunktioner og de midlertidige lagerfaciliteter, der er nødvendige for forgasningsprocessen og den efterfølgende levering til transmissionssystemet, bortset fra de dele af LNG-terminaler, der benyttes til oplagring.
-
Naturgasforsyningsnet: Fællesbetegnelse for transmissions- og distributionsnet.
-
Naturgasleverandør: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager forsyningsfunktionen, dvs. såvel forsyningspligtige selskaber som andre selskaber, der sælger naturgas.
-
Naturgasselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager mindst én af følgende funktioner: produktion, transmission, distribution, forsyning, køb eller oplagring af naturgas, herunder LNG, og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske eller vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse funktioner, men ikke er forbruger.
-
Opstrømsrørledningsnet: Enhver rørledning eller ethvert net af rørledninger, der drives eller er anlagt som en del af et olie- eller gasproduktionsanlæg eller anvendes til at lede naturgas fra et eller flere af sådanne anlæg til et behandlingsanlæg, en behandlingsterminal eller en endelig kystlandingsterminal.
-
Sammenkoblet system: Flere systemer, der er indbyrdes forbundne.
-
System: Alle transmissionsnet, distributionsnet, LNG-faciliteter eller lagerfaciliteter, som ejes eller drives af et naturgasselskab, herunder linepack og selskabets eller tilknyttede selskabers tilknyttede faciliteter, som leverer hjælpefunktioner, der er nødvendige for at give adgang til transmission, distribution og LNG.
-
Systembruger: Enhver fysisk eller juridisk person, der forsyner eller forsynes fra et system.
-
Transmission: Transport af naturgas gennem andre former for højtryksrørledningsnet end opstrømsrørledningsnet med henblik på levering til kunder.
-
Transmissionsnet: Andre former for naturgashøjtryksrørledningsnet end opstrømsrørledningsnet.
-
Transit: Transport af naturgas gennem det danske transmissionsnet med henblik på levering til kunder uden for Danmark.
-
Transmissionsselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager transmissionsfunktionen.