§ Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) · kapitel 56 af 56
Kapitel 28 – Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
LBK nr 280 af 05/04/2005
§ 139. Loven træder i kraft den 1. juli 1998, jf. dog § 142, stk. 1 og 2. Dog fastsætter socialministeren tidspunktet for ikrafttræden af reglerne om beskyttet beskæftigelse i §§ 87 og 88.
§ 140. Amtskommunen og kommunen driver de bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende regler i lov om social bistand. Socialministeren fastsætter regler herom, herunder regler, der er tilnærmet reglerne for ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v., og efter forhandling med de kommunale organisationer ændrede regler om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til personer under 67 år og personer, der er fyldt 67 år, samt regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning inden for et plejehjem eller en beskyttet bolig.
Stk. 2. Før den 1. januar 2001 har § 97, stk. 4, ikke virkning for hjælpemidler, der er omfattet af en leverandøraftale indgået i henhold til § 58 i lov om social bistand, hvis aftalen er indgået eller der er foretaget udbud før den 22. maj 1996. Fra den 1. januar 2001 har § 97, stk. 4, virkning, uanset om der efter reglerne i lov om social bistand er indgået leverandøraftaler, som rækker ud over den 31. december 2000.
Stk. 3. Sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende de hjælpemidler, der er nævnt i denne lovs § 97, stk. 2, herunder sager om forbrugsgoder, der indgår som en del af et informationsteknologisk hjælpemiddel, jf. § 98, stk. 2, og som ikke er afgjort senest den 30. juni 1998, afgøres efter de hidtidige regler. Finansieringen af udgifter forbundet hermed sker ligeledes efter de hidtil gældende regler. Afgørelserne kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 4. § 99, stk. 4, finder anvendelse på sager efter § 58 i lov om social bistand vedrørende støtte til erhvervelse af motorkøretøj, i hvilke kommunalbestyrelsen ikke senest den 30. juni 1998 har afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, eller truffet afgørelse for så vidt angår de kommuner, der efter § 138 c i lov om social bistand har fået overført revaliderings- og pensionsnævnets kompetence.
§ 141. (Ophævet)
§ 142. Bestemmelsen i § 134 har virkning fra og med udbetaling af forskudsrefusion, der finder sted ultimo juni 1998.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 140, stk. 1, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 1997.
§ 143. Krav mod en tidligere opholdskommune vedrørende udgifter til ydelser efter lov om social bistand og tidligere lovgivning skal være rejst eller fremsat senest 1 år efter lovens ikrafttræden.
§ 144. Kommunen skal til puljeordninger oprettet i perioden 27. juni 1992 til 31. december 1993 i tilknytning til virksomheder beliggende i andre kommuner yde et fast tilskud pr. barn, der er optaget i ordningen.
Stk. 2. Tilskuddet skal svare til halvdelen af ordningens driftsudgifter pr. plads, dog højst halvdelen af de gennemsnitlige driftsudgifter til dagtilbud for den pågældende aldersgruppe i kommunen. Kommunen kan efter aftale med virksomheden yde et højere tilskud.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 15, stk. 2, sidste pkt., finder anvendelse på aftaler om tilskud til puljeordninger for børn, som er indgået efter ikrafttræden af lov nr. 1124 af 22. december 1993 om ændring af lov om social bistand.
§ 145. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre regler om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter denne lov. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.
Stk. 3. Uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres af Den Sociale Ankestyrelse.
§ 146. (Ophævet).
§ 147. Forslag om revision af § 80 fremsættes for Folketinget senest ved folketingsåret 2005-06.
§ 148. (Ophævet)
§ 149. (Ophævet)
§ 150. Forslag til revision af §§ 71, 73 a og 75-75 f fremsættes for Folketinget i første halvdel af folketingsåret 2004-05.
———————
Lov nr. 489 af 7. juni 2001 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 17, 24, 40, 40 b, 46, 53, 54, 55, 56, 58 a, 59, 62 a, 70, 70 a, 77, 81, 86-88, 92, 94 a, 102, 109 l-m, 110, 111, 129, 130,131, 131 a-d, 135 og 136. Loven angår indførelse af en grundtakstmodel for visse sociale serviceydelser i stedet for delt finansiering.)
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og har virkning fra og med budgetåret 2002.
Stk. 2-4.
§ 4
Stk. 1. Der nedsættes i hvert amt et regionalt udviklingsråd, som skal følge og drøfte udviklingen på det grundtakstbelagte område. Udviklingsrådet sammensættes efter forhandling mellem amtskommunen og kommunerne i amtet af repræsentanter for amtskommunen og kommunerne i amtet samt repræsentanter for brugerne. Amtskommunen afholder udgifter til sekretariatsmæssig bistand til udviklingsrådet.
Stk. 2. Kommunerne i amtet sender årligt en redegørelse om udviklingen på det grundtakstbelagte område til det regionale udviklingsråd. På baggrund af bl.a. egne undersøgelser, oplysninger fra informations- og analysesystemet i stk. 3 og kommunernes redegørelser, jf. 1. pkt., udarbejder det regionale udviklingsråd en årlig redegørelse om udviklingen på det grundtakstbelagte område.
Stk. 3. Socialministeren fastsætter retningslinjer for:
-
Kommunernes og amtskommunernes redegørelser, jf. stk. 2.
-
Et centralt informations- og analysesystem til brug for udviklingsrådenes arbejde, herunder for indsamling af data og udarbejdelse af specialundersøgelser, der skal dokumentere udviklingen på området.
§ 5
Stk. 1-11.
———————
Lov nr. 343 af 14. maj 2003 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 67 a, 109 a, 109 b, 109 e, 109 h. Loven angår magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten – særlige døråbnere, fastholdelse og flytning.)
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.
Stk. 2. Socialministeren fremsætter senest i folketingsåret 2006-07 forslag til revision af kapitel 21 i lov om social service.
———————
Lov nr. 223 af 31. marts 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 92, 93 og 131 d. Loven angår præcisering af kommuners og amtskommuners forpligtelse til at levere tilbud på det sociale område)
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
———————
Lov nr. 1378 af 20. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 54, 56 og 58 a. Loven angår pligt til at udarbejde handleplaner for unge under 18 år med behandlingskrævende stofmisbrug.)
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
———————
Lov nr. 1379 af 20. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 147. Loven angår revision af støtte- og kontaktpersonordningen til personer med sindslidelser.)
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
———————
Lov nr. 1422 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 104. Loven angår ret til orlov til pasning af døende og ret til refusion til en arbejdsgiver, der yder løn under fravær)
§ 3
Loven træder i kraft den 1. april 2005.
———————
Lov nr. 1423 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 15 og 15 a. Loven angår landsdækkende pasningsgaranti til børn i dagtilbud.)
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Kommuner, som ved lovens ikrafttræden ikke har pasningsgaranti efter § 15 a, skal senest den 1. juli 2006 etablere pasningsgaranti som affattet ved denne lovs § 15 a, stk. 1 og 2. Indtil den 1. juli 2005 finder § 15, stk. 1, som gældende indtil denne lovs ikrafttræden fortsat anvendelse for kommuner uden pasningsgaranti.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i § 15, stk. 7, kan kommunen i år 2005 fastsætte betalingen efter § 15 senest med udgangen af april måned 2005.
———————
Lov nr. 1443 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 75 og 150. Loven angår præcisering af reglerne om tilsyn med plejehjem m.v.)
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
———————
Lov nr. 1444 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 149. Loven angår ophævelse af bestemmelsen om revision af reglerne om klageråd)
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
———————
Lov nr. 1445 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 135 a, ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 4 i lov nr. 489 af 7. juni 2001 og ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 2 i lov nr. 223 af 31. marts 2004. Loven angår videreførelse af overvågningen på grundtakstområdet)
§ 1
I lov nr. 489 af 7. juni 2001 om ændring af lov om social service og lov om hjemmesygeplejerskeordninger. (Indførelse af en grundtakstmodel for visse sociale serviceydelser i stedet for delt finansiering), som ændret ved § 53 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændring:
1. I § 4, stk. 1, 1. pkt., udgår » for en 3-årig periode«.
§ 3
I lov nr. 223 af 31. marts 2004 om ændring af lov om social service. (Præcisering af kommuners og amtskommuners forpligtelse til at levere tilbud på det sociale område) foretages følgende ændring:
1. I § 2 udgår »og har virkning til og med den 31. december 2004«.
§ 4
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
———————
Lov nr. 1447 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 30-31, 78 og 136. Loven angår frit valg af ledsager m.v.)
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
Stk. 2.
———————
Lov nr. 1448 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører § 67 b. Loven angår respekt for vejledende tilkendegivelser for fremtiden - »plejetestamenter«)
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
———————
Lov nr. 1450 af 22. december 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 104-105 og 136. Loven angår udvidelse af den personkreds, der er berettiget til plejevederlag ved pasning af nærstående døde.)
§ 4
Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
Socialministeriet, den 5. april 2005
P.M.V. Thomas Børner
/Aksel Meyer