§ Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) · kapitel 45 af 56
Kapitel 17 – Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud
LBK nr 280 af 05/04/2005
§ 87. Amtskommunen sørger for tilbud om beskyttet beskæftigelse til personer under 65 år, for personer, der den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, dog 67 år, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.
Stk. 2. Amtskommunen kan tilbyde særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer.
Stk. 3. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter stk. 1, jf. § 131 b.
Stk. 4. Kommunen kan træffe afgørelse om beskyttet beskæftigelse, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.
§ 88. Amtskommunen sørger for aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.
Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om aktivitets- og samværstilbud, jf. § 131 b. Amtskommunen giver dog tilbud til personer, der især har problemer med at opholde sig i egen bolig.
Stk. 3. Kommunen kan træffe afgørelse om aktivitets- og samværstilbud, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.
§ 89. Der aflønnes efter indsats under beskæftigelse efter §§ 87 og 88.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om løn m.v. efter stk. 1 samt regler om støtte til befordringsudgifter i tilknytning til tilbud efter §§ 87 og 88.
§ 90. En produktion, der udføres ved beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud, må ikke påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.
Stk. 2. Amtsrådsforeningen udarbejder vejledning om kalkulationsregler for produktionen i beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud.