Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 109

§ 109. En erhvervsudviklingsforening skal fortrinsvis investere sin formue i aktier og anparter i unoterede små og mellemstore aktieselskaber og anpartsselskaber.

Stk. 2. Højst 10 pct. af formuen kan på investeringstidspunktet investeres i unoterede aktier og anparter udstedt af det samme selskab. En erhvervsudviklingsforening kan dog uanset grænsen i 1. pkt. investere sin formue gennem enheder, der udelukkende investerer de indkomne midler i aktier og anparter i unoterede små og mellemstore aktieselskaber og anpartsselskaber, såfremt højst 10 pct. af enhedens formue på investeringstidspunktet kan investeres i aktier og anparter udstedt af det samme selskab.

Stk. 3. Den i stk. 2 fastsatte grænse kan dog overskrides, når erhvervsudviklingsforeningen udnytter tegningsrettigheder knyttet til værdipapirer, der indgår i foreningens formue. Dog må foreningen ikke på noget tidspunkt have mere end 10 pct. af sin formue investeret i aktier eller anparter, som er tegnet ved udnyttelse af tegningsrettigheder i selskaber, hvor foreningen allerede ved udnyttelse af tegningsrettigheden har investeret mere end 10 pct. af foreningens formue.

Stk. 4. En erhvervsudviklingsforening eller en afdeling kan herudover investere sine midler i instrumenter i overensstemmelse med de i kapitel 13 og 14 angivne regler.

Stk. 5. Bestemmelserne i § 103 om betydelig indflydelse finder tillige anvendelse på erhvervsudviklingsforeningers investeringer i såvel noterede som unoterede aktier og anparter, også hvis investeringerne sker gennem de i stk. 2 nævnte enheder.

Stk. 6. Finanstilsynet fastsætter regler om foreningens oplysningspligt herunder om de oplysninger, foreningen skal give om de selskaber, i hvilke formuen placeres.

Fælles regler for specialforeninger

Kilde: Retsinformation.dk