Serviceloven § 29 a

§ 29 a. I tilfælde af ledighed udbetaler kommunen en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp efter § 29, i op til 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen

  1. er arbejdsløshedsforsikret,

  2. ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

  3. ikke er selvforskyldt ledig,

  4. ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og

  5. ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunen udbetaler den særlige supplerende ydelse uden hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

Stk. 3. Ydelsen udgør et beløb svarende til højeste dagpengebeløb, jf. § 9, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Ydelsen kan dog højst udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidligere arbejde.

Stk. 4. Den særlige supplerende ydelse nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.

Stk. 5. Kommunen indbetaler efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension ATP-bidrag af den særlige supplerende ydelse. Ydelsesmodtager skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget. Socialministeren kan efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte regler om bidragsbetaling.

Stk. 6. Der indbetales af kommunen efter § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension bidrag til den særlige pensionsopsparing af den særlige supplerende ydelse. Socialministeren kan efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte nærmere regler om bidragsbetaling og indberetning. Indbetales opsparingsbeløbet ikke rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Kilde: Retsinformation.dk