§ Serviceloven · kapitel 55 af 56
Kapitel 27 – Forsøgsbestemmelser
LBK nr 1187 af 07/12/2005
§ 138. Socialministeren kan efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen godkende, at der for en forsøgsperiode oprettes andre tilbud end dem, der er omtalt i denne lov.
Stk. 2. Socialministeren kan endvidere efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen for en forsøgsperiode godkende ordninger, der fraviger reglerne om visitation, ydelser og finansiering. Der kan dog ikke godkendes forsøgsordninger om tilbud til børn og unge, der medfører fravigelse fra de almindelige regler om forældrebetaling.
Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed mellem amtsrådet og en eller flere kommunalbestyrelser om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter denne lov, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for vedkommende lokalområde og i amtet.
Stk. 4. Socialministeren kan i forbindelse med tilladelse efter stk. 3 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de i loven fastsatte regler herom.