§ Serviceloven · kapitel 46 af 56
Kapitel 18 – Botilbud
LBK nr 1187 af 07/12/2005
§ 91. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.
§ 92. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.
Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelser om optagelse i boformer efter stk. 1, jf. § 131 b.
Stk. 3. Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden amtskommune, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget i både fraflytningsamtskommunen og tilflytningsamtskommunen.
Stk. 4. Retten til frit valg efter stk. 3 omfatter ret til, at ens ægtefælle, samlever eller registrerede partner fortsat kan indgå i husstanden. Hvis en person ønsker, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat skal indgå i husstanden, skal det tilbud, der gives efter stk. 1, være egnet til to personer. Hvis den pågældende person med handicap eller sindslidelse, jf. stk. 3, dør, har den efterlevende person ret til at blive boende.
Stk. 5. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for at få tilbud om boform efter stk. 3.
Stk. 6. Ved den konkrete vurdering af amtskommunens forpligtelse efter stk. 1 lægges vægt på borgerens behov og hjælpens specialiserede karakter, herunder behovet for specialiseret støtte til genoptræning, hjælp til udvikling af færdigheder og socialpædagogisk bistand m.v. Uanset 1. pkt. omfatter den amtskommunale forpligtelse efter denne paragraf de tilfælde, hvor en persons behov for hjælp og støtte samlet udgør en årlig udgift på 635.300 kr. eller mere.
§ 93. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer
-
til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og
-
til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.
Stk. 2. Amtskommunen kan oprette pladser til midlertidigt ophold i døgnhuse med behandlingsunderstøttende rammer til personer med sindslidelser, som for en kortere periode har behov for behandlingsmæssig støtte og pleje, mens deres situation stabiliseres.
Stk. 3. Ved den konkrete vurdering af amtskommunens forpligtelse efter stk. 1 lægges vægt på borgerens behov og hjælpens specialiserede karakter, herunder behovet for specialiseret støtte til genoptræning, hjælp til udvikling af færdigheder og socialpædagogisk bistand m.v. Uanset 1. pkt. omfatter den amtskommunale forpligtelse efter denne paragraf de tilfælde, hvor en persons behov for hjælp og støtte samlet udgør en årlig udgift på 635.300 kr. eller mere.
Stk. 4. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i boformer efter stk. 1, jf. § 131 b. Amtskommunen træffer dog afgørelse om optagelse, for så vidt angår tilbud efter stk. 1, nr. 2, til stofmisbrugere i behandling. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i døgnhuse efter stk. 2. 1)
§ 93 a. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Optagelse i boformen kan ske anonymt ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Lederen træffer afgørelse om optagelse.
§ 94. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Lederen træffer afgørelse om optagelse.
§ 94 a. Private botilbud efter § 40, stk. 3, nr. 4, og §§ 91 og 93 skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune. Godkendelsen skal også omfatte den hjælp efter loven, der ydes af det private botilbud under opholdet. Dette gælder dog ikke for sådanne tilbud, med hvilke en kommune eller en amtskommune har indgået en generel aftale om anvendelse af botilbudet, herunder om tilsyn.
Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 94 b. Socialministeren fastsætter regler om godkendelse og tilsyn for botilbud til voksne.
§ 95. Ved ophold i boformer efter §§ 91-94 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov.
Stk. 2. Beboerne betaler for ophold i boformer efter §§ 91-94, jf. dog stk. 3. For beboere i vedvarende botilbud, jf. § 92, fastsættes betalingen med udgangspunkt i bygningens omkostninger. Beboere i midlertidige botilbud, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for boligen.
Stk. 3. Beboerne i døgnhuse efter § 93, stk. 2, betaler ikke for ophold eller for den øvrige hjælp, der tilbydes under opholdet.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om betaling og om nedsættelse af betalingen med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om boligstøtte.
§ 95 a. Den kommune eller amtskommune, der har anvist en lejer til en udslusningsbolig, jf. § 63 i lov om almene boliger m.v., skal refundere lejeren forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser fratrukket støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, jf. § 95, stk. 2, som lejeren skulle have betalt i et botilbud omfattet af §§ 91, 93 eller 94. Lejerens udgifter til beboerindskud eller depositum indgår dog ikke i beregningen af refusionen. Socialministeren fastsætter nærmere regler i en bekendtgørelse om de i denne bestemmelse nævnte forhold.
§ 96. Boformer, der er tilvejebragt efter denne lov, er ikke omfattet af lejelovgivningen.
Afsnit IV
Hjælpemidler m.v.