§ Serviceloven · kapitel 37 af 56
Kapitel 9 – Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge
LBK nr 1187 af 07/12/2005
§ 57 a. Kommunen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk.
§ 58 . Forinden myndigheden træffer afgørelse efter §§ 39, 40 og 41-46, § 47, stk. 2-4, og §§ 55-57, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.
Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.
§ 58 a. Kommunen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 40, § 42 eller § 62 a. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunen snarest muligt og senest inden for 4 måneder at opstille en handleplan.
Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, samt for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie og med inddragelse af amtskommunens misbrugscenter.
Stk. 3. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.
Stk. 4. Kommunen skal udarbejde en foreløbig handleplan, jf. stk. 3, senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.
Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført, jf. § 38, og opstille mål og delmål med hensyn til barnets eller den unges
-
udvikling og adfærd,
-
familieforhold,
-
skoleforhold,
-
sundhedsforhold,
-
fritid og venskaber og
-
andre relevante forhold.
Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 3, nr. 8, og § 42, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnet eller den unges hjemgivelse.
Stk. 7. Kommunen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.
§ 58 b. Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunen og amtskommunen skal træffe beslutninger om indhold og udførelse af støtte efter kapitel 8.
Indstilling vedrørende anbringelse uden samtykke og om fortsat anbringelse uden samtykke
§ 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 42 skal indeholde en redegørelse for
-
grundlaget for, at betingelserne i § 42 anses for opfyldt,
-
de foranstaltninger efter § 40, stk. 3, der har været iværksat eller har været tilbudt familien, og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige eller uanvendelige,
-
de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,
-
den handleplan for anbringelsen, jf. § 58 a, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og
-
barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
§ 59 a. En indstilling om, at et barn eller en ung ikke kan hjemtages i op til 6 måneder efter § 42 a, skal indeholde en redegørelse for
-
grundlaget for, at betingelserne i § 42 a anses for opfyldt,
-
de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som i en hjemtagelsesperiode på op til 6 måneder kan bidrage til at klare vanskelighederne,
-
den handleplan for anbringelsen, jf. § 58 a, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie i hjemtagelsesperioden og i tiden derefter, og
-
barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning
Advokatbistand, aktindsigt m.v.
§ 60. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år gratis advokatbistand under en sag om
-
gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 39,
-
anbringelse uden for hjemmet efter § 42,
-
opretholdelse af en anbringelse i op til 6 måneder efter § 42 a,
-
opretholdelse af en anbringelse efter § 43,
-
gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,
-
godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,
-
ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 5 eller 6, jf. § 42,
-
afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3 og
-
brev og telefonkontrol, jf. § 108, stk. 2.
Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver, den unge, der er fyldt 15 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 64, stk. 4.
Stk. 3. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.
Stk. 4. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
§ 61. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 60, påhviler det kommunen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.
Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunen over for de i § 60, stk. 2 og 3, nævnte personer, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.
§ 62. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om
-
gennemførelse af en undersøgelse efter § 39,
-
anbringelse uden for hjemmet efter § 42,
-
opretholdelse af en anbringelse i op til 6 måneder efter § 42 a,
-
opretholdelse af en anbringelse efter § 43,
-
gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,
-
godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,
-
ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 5 eller 6, jf. § 42,
-
afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3,
-
flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4,
-
brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, og
-
anbefaling til Den Sociale Ankestyrelse af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven.
Stk. 2. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge.
Stk. 3. Inden der træffes afgørelse efter § 57, stk. 3, og § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse på plejeforældre inden en afgørelse efter § 64, stk. 4.
Stk. 4. Til vedtagelse af en afgørelse efter § 39, §§ 42-44, § 45, stk. 3, § 55, stk. 5 og 6, § 57, stk. 3, § 108, stk. 2, samt afgørelse om anbefaling af adoption, jf. stk. 1, nr. 11, kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5 medlemmer stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter § 64, stk. 4, træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Stk. 5. Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.
Stk. 6. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt. Afgørelserne skal være begrundede og indeholde oplysning om klageadgang.
Kapitel 9 a
Tilbud til unge fra 18 til 22 år
§ 62 a. Kommunen yder hjælp efter stk. 2 og 3 til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.
Stk. 2. Kommunen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf. § 40, stk. 3, nr. 6 og 7, kan opretholdes eller tildeles igen efter det fyldte 18. år.
Stk. 3. Til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 8 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunen træffe afgørelse om,
-
at døgnophold, jf. § 40 b, i et anbringelsessted, jf. §§ 49, 49 a og 51, kan opretholdes eller genetableres,
-
at udpege en personlig rådgiver for den unge, jf. § 40, stk. 3, nr. 6,
-
at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 40, stk. 3, nr. 7, og
-
at etablere en udslusningsordning, jf. § 40 b, i det hidtidige anbringelsessted.
Stk. 4. Tilbud efter stk. 2 og 3 skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.
Stk. 5. Hvis kommunen ønsker, at amtskommunen efter § 131 a medfinansierer udgifter ved foranstaltninger efter stk. 3, skal kommunen følge fremgangsmåden i § 131 b.
Stk. 6. Kommunen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 8, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.
§ 62 b. Den unge betaler for døgnophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 4, efter regler, der fastsættes af socialministeren.