← Almenboligloven

§ Almenboligloven · kapitel 33 af 34

Kapitel 16 – Forvaltnings- og straffebestemmelser m.v.

LBK nr 106 af 21/02/2005

§ 178. Socialministeren kan pålægge kommunalbestyrelserne at bistå ved gennemførelsen af bestemmelser udstedt efter § 103 og fastsætte nærmere regler herfor.

Stk. 2. Socialministeren kan pålægge kommunalbestyrelsen behandlingen af sager om ydelse af støtte efter denne lov.

Stk. 3. Socialministeren kan pålægge kommunalbestyrelsen at meddele alle oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af lovens formål. Dette gælder dog ikke oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 3.

Stk. 4. Med henblik på indsamling og formidling af erfaringer samt udarbejdelse og ajourføring af statistik indsender kommunalbestyrelsen efter Socialministerens nærmere bestemmelse indberetninger vedrørende byggeri, der tilvejebringes efter denne lov.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen indberetter hvert år i december måned til socialministeren det antal almene familieboliger, almene ungdomsboliger og almene ældreboliger, kommunalbestyrelsen påtænker at give tilsagn til det følgende år.

§ 179. Socialministeren kan påbyde, at ejere af almene boliger, selvejende ungdomsboliger, selvejende ældreboliger og lette kollektivboliger inden for en nærmere fastsat frist foretager konvertering af nominallån, hvortil der ydes støtte i form af rentesikring, ydelsessikring eller ydelsesstøtte i henhold til nærværende lov, tidligere boligbyggerilove, lov om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v., tidligere byggestøttelove, tidligere kollegiestøttelove eller den tidligere ældreboliglov. Ved konvertering optages realkreditlån med eller uden rentetilpasning efter socialministerens nærmere bestemmelse.

Stk. 2. Konvertering af nominallån med støtte efter § 91, stk. 1, og § 98 a, stk. 5, foretages efter forhandling med Landsbyggefonden.

Stk. 3. Ved en konvertering må låntager ikke opnå et kontantprovenu. Ved en konvertering kan låntager ikke optage lån med en løbetid, som overstiger restløbetiden på det indfriede lån.

Stk. 4. Efter en konvertering videreføres reguleringen af beboerbetalingen efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 5. Låntagers betaling på lån, hvortil der ydes rentesikring, beregnes på grundlag af den basisrente, som er fastsat ved den senest foretagne aftrapning af rentesikringen til det indfriede lån. Basisrenten forhøjes efter reglerne i kapitel VII i lovbekendtgørelse nr. 432 af 13. juli 1982 af lov om boligbyggeri.

Stk. 5. For fastforrentede lån, hvortil der ydes rentesikring eller ydelsessikring, samt for nominallån efter § 91, stk. 1, og § 100, stk. 2, hvortil der ydes ydelsesstøtte, der konverteres til nominallån med rentetilpasning, reguleres låntagers betaling, indtil den svarer til den laveste af enten ydelsen på det indfriede lån eller den ydelse, der på konverteringstidspunktet kan beregnes på et tilsvarende fastforrentet realkreditlån.

Stk. 6. Efter en konvertering videreføres den løbende støtte efter de gældende regler, således at støtten udgør et beløb, der svarer til forskellen mellem låntagers betaling og ydelsen på det lån, der optages, jf. dog stk. 5. Likvide midler, der indtil lånets udamortisering fremkommer i forbindelse med låntagers betaling på lån som nævnt i stk. 5, indbetales til Økonomistyrelsen med undtagelse af lån efter § 91, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 8. Der skal dog ikke ske indbetaling efter 2. pkt., hvis beløbet pr. kvartal er mindre end 250 kr.

Stk. 7. Efter en konvertering overføres statsgarantien, den kommunale og amtskommunale garanti samt alle regarantier til det lån, der optages. For det lån, der optages, ydes samme procentvise garanti som for det indfriede lån. Den del af lånets restgæld, der ikke omfattes af garantien, har panteret forud for den garanterede del af restgælden. Optages lån med en højere restgæld, yder staten samme procentvise garanti for denne del af lånet.

Stk. 8. For lån, der konverteres efter stk. 1, garanterer staten for tinglysning af pantebrevet. Garantien gælder, så længe pantebrevet ikke er tinglyst.

Stk. 9. På låntagers initiativ kan konvertering af lån i de i stk. 1 nævnte boliger omfatte fastforrentede lån, hvor støtten er ophørt, lån, hvortil der ydes garanti, og ustøttede lån. Socialministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke realkreditlån der kan optages. Stk. 3, stk. 4 og stk. 7, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 10. Socialministeren kan i helt særlige tilfælde efter ansøgning fra den enkelte låntager tillade, at regulering af låntagers betaling på lån som nævnt i stk. 5 nedsættes, herunder ved tilladelse til konvertering af indestående lån.

Stk. 11. Socialministeren kan påbyde ejere som nævnt i stk. 1 at foretage konvertering af andre lån inden for en nærmere fastsat frist.

Stk. 12. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-10, herunder om bemyndigelse til Økonomistyrelsen til at forestå konvertering.

§ 179 a. Socialministeren kan påbyde, at ejere af støttede private andelsboliger inden for en nærmere fastsat frist foretager konvertering af nominallån, hvortil der ydes støtte i form af rentesikring eller ydelsesstøtte i henhold til nærværende lov eller tidligere boligbyggerilove. Ved konvertering optages fastforrentede realkreditlån. § 179, stk. 3, 7 og 11, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Efter en konvertering videreføres den løbende støtte efter de gældende regler, således at støtten udgør et beløb, der svarer til forskellen mellem låntagers betaling og ydelsen på det lån, der optages. Låntagers betaling reguleres, indtil den svarer til de samlede ydelser på det lån, der optages, og følger herefter ydelsen på lånet. § 179, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Ved konvertering af støttede lån og lån, hvortil der ydes garanti, og som ikke påbydes af socialministeren, finder stk. 2 og § 179, stk. 3 og stk. 7, 1.-3. pkt., tilsvarende anvendelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke realkreditlån der kan optages.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-3, herunder om bemyndigelse til Økonomistyrelsen til at forestå konvertering.

§ 180. Socialministeren kan fastsætte nærmere vilkår for overtagelse af statslån eller ydelse af tilskud ved ejerskifte af ejendomme, hvortil der er ydet lån eller tilskud i henhold til lov nr. 153 af 13. april 1938 om lån til boligbyggeri og huslejenedsættelse for mindrebemidlede børnerige familier med senere ændringer, midlertidig lov nr. 179 af 9. april 1941 om støtte til boligbyggeri, lov nr. 235 af 30. april 1946 om byggeri med offentlig støtte med senere ændringer, lov nr. 117 af 15. marts 1947 om finansiering af boligbyggeri med særlig byggemåde, lov nr. 107 af 14. april 1955 om byggeri med offentlig støtte med senere ændringer samt lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri med senere ændringer.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte nærmere vilkår for ejerskifte af parcel- og rækkehuse, hvortil der er ydet lån med statsgaranti i henhold til bestemmelserne i kapitel III i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri med senere ændringer, herunder at der skal betales et ekstraordinært afdrag på lånet.

§ 181. Ejendomme, der omfattes af lejekontrol efter den hidtidige lovgivning om offentlig støtte til boligbyggeri, jf. § 63 i bekendtgørelse nr. 239 af 15. juni 1965 af lov om boligbyggeri og § 72 i bekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973 af lov om boligbyggeri, kan af socialministeren fritages for lejekontrol, og ministeren kan tillade en tinglyst lejedeklaration aflyst.

Stk. 2. Er statslån ydet, kan fritagelsen betinges af, at renten forhøjes til 6,5 pct. p.a. Den deraf følgende forøgelse af statslånsydelsen udlignes på samtlige lejligheder og lokaler i ejendommen gennem en lejeforhøjelse efter reglerne i § 51 i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 837 af 20. september 1996.

§ 182. (Ophævet)

§ 183. Afgørelse af, i hvilket omfang der tilvejebringes almene ældreboliger, der efter denne lov skal være til rådighed for kommunens eller amtskommunens indbyggere, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 184. Nærmere regler om gennemførelsen af denne lovs bestemmelser fastsættes af socialministeren.

§ 184 a. Henlægger socialministeren sine beføjelser efter loven til Erhvervs- og Boligstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 185. Socialministeren kan fastsætte straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er udstedt i medfør af

  1. § 113, jf. § 103 om regulering af bygge- og anlægsvirksomheden,

  2. § 32, jf. § 6 om de almene boligorganisationers formål,

  3. § 32, jf. §§ 16 og 22 om opdeling i afdelinger og om disses økonomiske uafhængighed indbyrdes og i forhold til selskabet,

  4. § 32, jf. § 20 om anvendelse af midler, der er henlagt til en dispositionsfond,

  5. § 75, jf. § 68 om anvendelse af midler, der er henlagt til fornyelse af tekniske installationer, til hovedistandsættelse og til afholdelse af visse istandsættelses- og vedligeholdelsesudgifter,

  6. § 176 om lønindeholdelse for misligholdte statslån.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 185 a. I Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner varetages de opgaver og forpligtelser, som i denne lov er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.