Aktivloven § 25 c

§ 25 c. Overstiger den beregnede hjælp efter § 25 b, stk. 2, de beløb, der er nævnt i § 25 b, stk. 1, nedsættes den samlede hjælp med det overskydende beløb efter stk. 2 og 3.

Stk. 2. Den samlede nedsættelse kan højst udgøre 1.948 kr. pr. måned for gifte tilsammen og 1.290 kr. pr. person pr. måned for samlevende, enlige forsørgere og enlige, der ikke er forsørgere.

Stk. 3. Nedsættelsen af hjælpen efter stk. 1 og 2 foretages først fuldt ud i støtten efter § 34 og herefter i boligstøtten, således som den indgår i beregningen efter § 25 b, stk. 2. For gifte fordeles beløbet mellem ægtefællerne i forhold til, hvor meget den enkeltes ydelser overstiger loftet. Hvis der kun udbetales hjælp til den ene ægtefælle, sker reduktionen fuldt ud hos denne ægtefælle.

Stk. 4. Beregningen af den samlede nedsættelse af hjælpen efter stk. 1 og 2 foretages første gang ved udbetaling af hjælpen efter § 25 for den 7. hele kalendermåned. Boligstøtten, som udbetales forud, indgår med boligstøtten for den kalendermåned, hvor personen er berettiget til hjælpen for den 7. hele kalendermåned. Støtten efter § 34 indgår med beløbet for den kalendermåned, hvor personen er berettiget til hjælpen for den 7. hele kalendermåned.

Kilde: Retsinformation.dk