§ Aktivloven · kapitel 32 af 32
Kapitel 16 – Ikrafttrædelses- og overgangsregler
LBK nr 1009 af 24/10/2005
§ 111. Loven træder i kraft den 1. juli 1998. Dog fastsætter socialministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 16, stk. 2, nr. 2 og 3, § 51, stk. 2, samt §§ 60-62 og 70.
§ 112. Bestemmelsen i § 108 har virkning fra og med udbetaling af forskudsrefusion, der finder sted ultimo juni 1998.
§ 113. Personer under 25 år, der ved lovens ikrafttræden modtager kontanthjælp efter reglerne for personer over 25 år i lov om social bistand, bevarer retten til kontanthjælp efter reglerne for personer over 25 år, så længe de fortsat modtager hjælp på grundlag af den ændring i forholdene, der bevirker, at de modtager hjælp ved lovens ikrafttræden.
§ 114. Personer, der ved lovens ikrafttræden er ansat i beskyttede enkeltpladser efter 1/3-ordningen, jf. §§ 91-95 i lov om social bistand, bevarer indtil ophør af stillingen mindst det indtægtsniveau, der følger af punkt 74 i cirkulæret af 17. december 1986 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne. Tilsvarende bevarer arbejdsgiveren indtil ophør af stillingen mindst det procentvise løntilskud, der hidtil er givet i stillingen.
§ 115. Individuelt beskyttede enkeltpladser til personer, som får social pension, og som er oprettet inden lovens ikrafttræden, finansieres efter denne lovs § 104.
§ 116. Inddrivelse af forfaldne, ikke betalte afdrag på lån ydet efter de hidtidige regler i § 43, stk. 9, 1. pkt., og stk. 10, i lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 med senere ændringer, samt efter regler i § 42, stk. 4, 7 og 8, i lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 25. marts 1987 med senere ændringer, sker efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.
Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive skyldige beløb efter reglerne i opkrævningsloven. 3)
§ 117. (Ophævet).
§ 117 a. Indenrigsministeren fremsætter forslag for Folketinget til revision af §§ 86 og 87 inden udgangen af folketingsåret 1998-99.
§ 118. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre regler for visitation, betaling og refusion af udgifter efter denne lov, når færøske og grønlandske myndigheder har formidlet, at en person fra Færøerne eller Grønland får ophold i Danmark.
Stk. 3. På samme måde fastsætter beskæftigelsesministeren efter aftale regler om afholdelse af udgifter efter denne lov, når danske sociale myndigheder har formidlet, at personer fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland.
Stk. 4. Hvis der opstår uenighed mellem færøske eller grønlandske myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler, kan sagen indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.
Lov nr. 1168 af 19. december 2003, der ændrer § 108 a (Præcisering af opholdskommune, mellemkommunal refusion ved ophold uden for opholdskommunen og mellemkommunal refusion af førtidspension ved flytning, tilladelse til kommunalt samarbejde om sociale rådighedsvagter samt godtgørelse til medlemmer af de regionale udviklingsråd) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Stk. 2-4. - - -
Lov nr. 282 af 26. april 2004, der indsætter § 12 a (Hjælp til personer med visse former for opholdsret og opfølgning i sygedagpengesager i udlandet) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. maj 2004.
Lov nr. 423 af 9. juni 2004, der ændrer §§ 8, 13, 13 b, 14, 25 a, 33, 38 a, 41, 74 b, 80, 85 a og 103, og indsætter §§ 13 d, 13 e og 41 a (Tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger, tilsyn med kommunernes visitation, aktiveringsfri periode, nedsættelse af befordringsgodtgørelse, refusion m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2004, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1, nr. 16, har virkning fra den 1. juli 2003.
Stk. 3. § 3, nr. 5-7, og § 4, nr. 6 og 7, har virkning fra den 1. januar 2004.
Lov nr. 1419 af 22. december 2004, der indsætter § 64 a, og ændrer §§ 74 d og 103 (Boligtilskud til forrevalidender, mindstesats for ledighedsydelse og befordringsrabat til fleksydelsesmodtagere) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
Stk. 2. § 1, nr. 1, finder anvendelse for personer, der får bevilget behovsbestemt tillæg efter § 25 f, stk. 3, efter den 1. januar 2005.
Lov nr. 304 af 2. maj 2005, der ændrer § 25 b, og indsætter §§ 40 a og 40 b (Bekæmpelse af misbrug af sociale ydelser m.v., udvidelse af kontrolbeføjelser, indførelse af sanktioner, hurtig beskæftigelsesindsats m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 9. maj 2005.
Stk. 2. Gentagelsesvirkningen efter §§ 2 og 6 indtræder alene, hvor også den første tilsidesættelse af oplysningspligten ligger efter lovens ikrafttræden.
Lov nr. 327 af 18. maj 2005, der indsætter § 10 a (Ophør af udbetaling af social pension og andre ydelser ved unddragelse af strafforfølgning eller straffuldbyrdelse) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 13
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2005.
Stk. 2. Loven har virkning for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse den 1. juli 2005 eller senere.
Stk. 3-4. - - -
Lov nr. 430 af 6. juni 2005, der ændrer § 95 (Konsekvensændringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer – samling af inddrivelsen i Skatteministeriet) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 70
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. november 2005, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. - - -
Lov nr. 431 af 6. juni 2005, der ændrer §§ 95 og 116 (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 85
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. november 2005, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 . - - -
Beskæftigelsesministeriet, den 24. oktober 2005
Claus Hjort Frederiksen
/Lise Fangel
Officielle noter
-
Indtil lov nr. 430 af 6. juni 2005 træder i kraft den 1. november 2005, har § 95, stk. 1 og 2 følgende formulering: » § 95. Kommunen gennemfører tilbagebetalingskravet ved en betalingsordning, som fastsættes under hensyn til, hvad den pågældende kan betale uden at komme til at mangle det nødvendige til sit eget eller familiens underhold. Stk. 2. Hvis en person, som har betalingsevne, ikke overholder en betalingsordning efter stk. 1, kan kommunen inddrive gælden efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.«
-
Ændringen i form af indsættelse af stk. 5 i § 95 træder i kraft den 1. november 2005, jf. lov nr. 431 af 6. juni 2005.
-
Ændringen i form af indsættelse af stk. 2 i § 116 træder i kraft den 1. november 2005, jf. lov nr. 431 af 6. juni 2005.