← Aktivloven

§ Aktivloven · kapitel 30 af 32

Kapitel 14 – Finansiering m.v.

LBK nr 1009 af 24/10/2005

§ 99. Kommunen afholder endeligt udgifterne til vejledning, sagsbehandling, opfølgning og til administration i øvrigt, herunder lægeerklæringer m.v.

Stk. 2. En amtskommune afholder endeligt udgifterne til sagsbehandling, administration, herunder vejledning og konsulentstøtte.

§ 100. Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til hjælp efter kapitel 4.

Stk. 2. Staten refunderer inden for det rådighedsbeløb, der er nævnt i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 118, stk. 1, 50 pct. af en kommunes driftsudgifter i forbindelse med uddannelsesaktiviteter efter § 12.

§ 101. - § 102. (Ophævet).

§ 103. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til revalideringsydelse og boligtilskud til forrevalidender med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. §§ 52, 64 a og 65.

Stk. 2. Staten refunderer dog 65 pct. af en kommunes udgifter til

  1. revalideringsydelse efter § 51, stk. 2, og

  2. revalideringsydelse i forbindelse med tilbud efter kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

§ 104. Staten refunderer 35 pct. af en kommunes udgifter til ledighedsydelse efter § 74 d, stk. 2, og § 74 f, og 50 pct. af en kommunes udgifter til ledighedsydelse efter §§ 74 e og 74 h.

Stk. 2. Staten refunderer 35 pct. af en kommunes udgifter til den særlige ydelse efter § 74 i.

§ 105. Staten refunderer en kommunes udgifter til ATP-bidrag efter denne lov.

Stk. 2. Staten afholder udgifterne til forsørgelse af danske statsborgere i udlandet efter § 6.

§ 106. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10. Kommunen afholder dog fuldt ud udgifter til hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10 til personer, der modtager starthjælp. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.

§ 107. Staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

  1. udlændingelovens §§ 7 og 8,

  2. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

  3. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

  4. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,

  5. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,

  6. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse, som nævnt i nr. 2 og 3,

  7. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding,

  8. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 4,

  9. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, eller

  10. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 6.

Stk. 2. Staten afholder til de i stk. 1 nævnte udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden den 1. januar 1999, udgifter til hjælp efter kapitel 4, 6 og 10 i de første 1 1/2 år efter datoen for opholdstilladelsen.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 2 afholder staten en kommunes udgifter til

  1. udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af en betydelig og varig nedsat funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv, og

  2. udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylansøger, dog længst indtil modtageren fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

§ 108. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes eller amtskommunes refusionsberettigende udgifter efter denne lov.

§ 108 a. Opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Regulering m.v.

§ 109. En gang årligt den 1. januar reguleres med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent de beløb, der er nævnt i:

  1. §§ 25, 25 a, 25 b, 25 c, 25 f og 26 om hjælp til forsørgelse, loft for samlet hjælp og særlig hjælp til visse persongrupper, jf. stk. 2.

  2. § 27, stk. 2, om et støttebeløb til familier med børn under 18 år.

  3. § 30 om indtægtsfradrag for ægtepar omfattet af § 26, stk. 4.

  4. § 31 om fradrag for arbejdsindtægter m.v.

  5. (Ophævet).

  6. § 52, stk. 4, om grænsen for halv revalideringsydelse og tillæg.

  7. § 79, stk. 3, om mindstebeløb for ATP-beregning.

  8. (Ophævet).

  9. (Ophævet).

  10. (Ophævet).

  11. § 85 a om efterlevelseshjælp.

Stk. 2. Beløb efter § 25 f, stk. 2, reguleres som SU-satserne, jf. lov om Statens Uddannelsesstøtte.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren og socialministeren bekendtgør størrelsen af de regulerede beløb.

§ 109 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for, hvorledes indkomster, som er omfattet af ligningslovens § 33 C, skal indgå i den aktuelle indtægt.

Kapitel 14 a

Rådgivning

§ 109 b. Beskæftigelsesrådet, jf. § 29 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, er rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål om ydelser efter denne lov.