← Bekendtgørelse af fiskerilov

§ Bekendtgørelse af fiskerilov · kapitel 37 af 48

Kapitel 13 – Havbrug

LBK nr 828 af 31/07/2004

§ 66. Opdræt af fisk på dansk fiskeriterritorium må kun finde sted efter tilladelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. En ansøgning om tilladelse efter loven gælder samtidig som ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning. Ministeren fastsætter vilkår, herunder eventuelle krav om tidsbegrænsning, som skal gælde for tilladelsen, samt meddeler vilkår i henhold til anden lovgivning fastlagt af vedkommende myndighed.

§ 67. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om udstedelse af tilladelser til etablering og drift af havbrug.

§ 68. Der kan ikke meddeles tilladelse til etablering af nye havbrug i fjordområder.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan udstede regler om, at havbrug ikke må etableres i en vis afstand fra fiskeredskaber.

§ 69. Der må ikke lægges hindringer i vejen for lovlig havbrugsdrift.

§ 70. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan udstede regler om helt eller delvist forbud mod fiskeri på havbrugets område og i en nærmere angiven afstand fra havbrug.

Stk. 2. Ministeren kan tillade havbrugeren at fange undslupne fisk fra havbruget med nærmere angivne fiskeredskaber.