← Bekendtgørelse af fiskerilov

§ Bekendtgørelse af fiskerilov · kapitel 35 af 48

Kapitel 11 – Lystfiskertegn og fritidsfiskertegn

LBK nr 828 af 31/07/2004

§ 54. Alle, der udøver lystfiskeri, jf. § 26, skal have gyldigt lystfiskertegn. Undtaget herfra er personer under 18 år og personer, der har ret til at oppebære folkepension.

Stk. 2. Alle, der udøver fritidsfiskeri, jf. § 27, skal have gyldigt fritidsfiskertegn.

Stk. 3. Personer, der har gyldigt fritidsfiskertegn, kan udøve lystfiskeri uden at have lystfiskertegn.

§ 55. Uanset § 54 kræves der ikke lystfiskertegn og fritidsfiskertegn ved fiskeri i vande, der ejes af enkeltpersoner, det offentlige, selskaber eller lignende, og som ikke har afløb til sø, å eller strand, eller hvis afløb er af en sådan beskaffenhed, at fisk ikke passerer det.

Stk. 2. I ferskvand er grundejeren og dennes husstand undtaget fra kravet om lystfiskertegn og fritidsfiskertegn, når fiskeriet udøves i det fiskevand, der støder op til grunden.

Stk. 3. I saltvand er grundejeren og dennes husstand undtaget fra kravet om lystfiskertegn, når fiskeriet finder sted under ophold på den strandbred, der er omfattet af grunden.

§ 56. Der kan erhverves lystfiskertegn med en gyldighedsperiode på

  1. 12 måneder,

  2. 1 uge eller

  3. 1 dag.

Stk. 2. Gyldighedsperioden for fritidsfiskertegnet er 12 måneder.

Stk. 3. Prisen for lystfiskertegnet for 12 måneder er 100 kr., for 1 uge 75 kr. og for 1 dag 25 kr. Med virkning fra den 1. juli 2004 er prisen for lystfiskertegnet for 12 måneder 125 kr., for 1 uge 90 kr. og for 1 dag 30 kr.

Stk. 4. Prisen for fritidsfiskertegnet er 250 kr.

§ 57. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan ændre prisen for lystfiskertegnet og fritidsfiskertegnet under hensyn til de med ordningen forbundne administrationsudgifter.

§ 58. Bevis for betalt lystfiskertegn og fritidsfiskertegn og legitimation skal medbringes under fiskeri. Beviset for betaling er personligt og må ikke overdrages til andre.

§ 59. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter nærmere regler for indbetalingen af beløb for lystfiskertegn og fritidsfiskertegn, herunder om kravene til bevis for indbetalingen og administrationen af ordningen i øvrigt.

§ 60. Personer, der udøver lystfiskeri eller fritidsfiskeri, og som ikke efterkommer kontrolmyndighedens krav om at forevise bevis for indbetaling og legitimation, skal senest 14 dage efter påkrav indbetale et beløb, der for lystfiskere svarer til fire gange prisen på et lystfiskertegn for 12 måneder, og for fritidsfiskere et beløb, der svarer til fire gange prisen på et fritidsfiskertegn.

Stk. 2. Hvis gyldigt lyst- eller fritidsfiskertegn allerede var betalt, da fiskeriet fandt sted, og bevis herfor forevises sammen med legitimation over for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri senest 14 dage efter påkrav, skal der for lystfiskere indbetales et beløb, der svarer til halvdelen af prisen på et lystfiskertegn for 12 måneder. For fritidsfiskere skal der indbetales et beløb, der svarer til halvdelen af prisen på et fritidsfiskertegn.

§ 61. Midlerne fra lystfiskertegn og fritidsfiskertegn anvendes til

  1. fiskepleje, herunder til udsætning af yngel og sættefisk samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene, og

  2. administration og information om fiskeplejen og om lystfisker- og fritidsfiskertegnsordningerne.

Stk. 2. Midlerne kan desuden anvendes til kontrol med overholdelsen af reglerne for lyst- og fritidsfiskertegn.