← Bekendtgørelse af fiskerilov

§ Bekendtgørelse af fiskerilov · kapitel 26 af 48

Kapitel 2 – Rådgivende udvalg

LBK nr 828 af 31/07/2004

§ 4. Til rådgivning om gennemførelse af lovens bestemmelser nedsætter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri følgende udvalg:

  1. EU-fiskeriudvalget, jf. § 5.

  2. Udvalget for Erhvervsfiskeri, jf. § 6.

  3. Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje, jf. § 7.

Stk. 2. Ministeren kan herudover nedsætte udvalg for lokalområder, jf. § 8.

§ 5. EU-fiskeriudvalget rådgiver ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri om stillingtagen til Det Europæiske Fællesskabs fiskeripolitik og om udarbejdelse af de regler, der er nødvendige for at gennemføre de i § 10 nævnte EF-retsakter på fiskeriets område.

Stk. 2. Udvalget består af repræsentation for Danmarks Fiskeriforening, producentorganisationerne inden for fiskerisektoren, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

§ 6. Udvalget for Erhvervsfiskeri rådgiver ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri om planlægning og udarbejdelse af regler om udøvelse af og regulering af det erhvervsmæssige fiskeri samt om fangstkapaciteten, redskabsanvendelse m.v. og om udarbejdelse af regler vedrørende førstegangsomsætningen af fisk.

Stk. 2. Udvalget består af repræsentation for Danmarks Fiskeriforening, producentorganisationerne inden for fiskerisektoren, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Stk. 3. Ved rådgivning om regler vedrørende førstegangsomsætning af fisk tiltrædes udvalget desuden af repræsentation for Foreningen af Fiskeauktionsmestre i Danmark og Landsforeningen af Fiskesorteringer og Samlecentraler i Danmark.

§ 7. Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje rådgiver ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri om fastsættelse af regler, der gælder for rekreativt fiskeri og ferskvandsfiskeri samt om fiskepleje.

Stk. 2. Udvalget består af repræsentation for Danmarks Fiskeriforening, Dansk Kystfiskerforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Amtsrådsforeningen i Danmark, De danske Landboforeninger/Dansk Familielandbrug og Danmarks Naturfredningsforening. Herudover kan miljøministeren indstille repræsentation til udvalget.

Stk. 3. Ved rådgivning om regler om passageforhold for fisk ved dambrug og andre forhold af betydning for dambrugsdrift tiltrædes udvalget af repræsentation for Dansk Dambrugerforening.

§ 8. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan nedsætte udvalg, der skal rådgive med henblik på udarbejdelse af fiskeriregler for et nærmere afgrænset lokalområde.

Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte udvalg deltager repræsentanter for de organisationer, der er repræsenteret i det i § 7 nævnte udvalg, samt efter ministerens nærmere bestemmelse andre organisationer, der som følge af deres medlemskreds har interesse i fiskeriet i lokalområdet. Herudover deltager repræsentanter for det pågældende amtsråd eller Bornholms Kommunalbestyrelse.

§ 9. Til hver af de rådgivende udvalg udpeger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri desuden repræsentanter for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Stk. 2. Ministeren fastsætter udvalgenes forretningsorden og udpeger udvalgenes medlemmer, herunder udvalgenes formænd. Udvalgenes medlemmer udpeges efter indstilling fra de i det pågældende udvalg deltagende organisationer. I forretningsordenen fastlægges antallet af repræsentanter for de enkelte organisationer eller grupper af organisationer.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at udvalgene udvides med repræsentanter for andre organisationer end de i §§ 5-7 nævnte samt med personer med særlig sagkundskab. Udvidelsen kan ske for en længere periode eller til drøftelse af enkelte spørgsmål. Ministeren kan herudover nedsætte underudvalg af permanent eller midlertidig karakter.