Årsregnskabsloven § 137
§ 137. 6) Børsnoterede virksomheder, der er omfattet af regnskabsklasse D, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, skal anvende de internationale regnskabsstandarder, som er nævnt i artikel 4 vedrørende børsnoterede selskabers koncernregnskaber i Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, tilsvarende på de dele af årsrapporten, herunder deres årsregnskab, der ikke er reguleret af den nævnte bestemmelse i forordningen. Bestemmelsen i 1. pkt. finder anvendelse, selv om virksomheden ikke aflægger koncernregnskab. Virksomheder, som alene har deres gældsinstrumenter optaget til notering, kan vente med at opfylde kravene i den nævnte artikel 4 vedrørende børsnoterede selskabers koncernregnskaber til regnskabsår, der starter den 1. januar 2007 eller senere.
Stk. 2. Andre virksomheder, som i henhold til § 3 aflægger årsrapport efter reglerne i denne lov, kan vælge at udarbejde årsrapport efter de i stk. 1 nævnte standarder.
Stk. 3. Virksomheder, som efter stk. 1 eller 2 følger de i stk. 1 nævnte standarder, skal følge samtlige godkendte standarder i hele årsrapporten, herunder såvel i deres årsregnskab som i deres eventuelle koncernregnskab. Hvor bestemmelser i denne lov regulerer samme forhold som standarderne, skal disse virksomheder anvende standarderne i stedet for lovens bestemmelser.
Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af den i stk. 1 nævnte forordning.
Afsnit X
Offentliggørelse og undersøgelse af årsrapport m.v.
Kilde: Retsinformation.dk