← Årsregnskabsloven

§ Årsregnskabsloven · kapitel 46 af 50

Kapitel 21 – Undersøgelse af årsrapporter m.v.

LBK nr 196 af 23/03/2004

Udtagelse til undersøgelse

§ 159. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal stikprøvevis udtage og undersøge modtagne årsrapporter og de hertil hørende revisionspåtegninger, undtagelseserklæringer m.v., som indsendes i stedet for årsrapporter, samt halvårsrapporter for statslige aktieselskaber for at konstatere åbenbare overtrædelser af bestemmelser i eller i henhold til denne lov, bogføringsloven, aktieselskabsloven, anpartsselskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om erhvervsdrivende fonde samt lov om statsautoriserede og registrerede revisorer. Er årsrapporten aflagt efter de internationale regnskabsstandarder, jf. § 137, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen endvidere undersøge, om årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med standarderne.

Stk. 2. Styrelsen kan tillige anvende andre kriterier ved udvælgelsen af årsrapporter m.v. til undersøgelse.

Anmodning om oplysninger

§ 160. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan af virksomheden, dens ledelse eller dens revisor forlange de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan tages stilling til, om der er sket overtrædelse af den i § 159, stk. 1, nævnte lovgivning og virksomhedens vedtægter, eller om en overtrædelse er bragt til ophør. Endvidere kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af virksomheden, dens ledelse eller dens revisor forlange de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om årsrapporter, som er aflagt efter de internationale regnskabsstandarder, er aflagt i overensstemmelse med standarderne, jf. § 137.

Reaktioner på lovovertrædelser

§ 161. Med henblik på at sikre, at den i § 159, stk. 1, nævnte lovgivning overholdes, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

  1.   yde vejledning,

  2.   påtale overtrædelser og

  3.   påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør.

Afsnit XI

Tvangsbøder. Klageadgang. Straf. Ikrafttræden