§ Årsregnskabsloven · kapitel 35 af 50
Kapitel 10 – Indregning og måling
LBK nr 196 af 23/03/2004
Balancen
§ 82. Virksomheden skal i kostprisen for de anlægs- og omsætningsaktiver, den har fremstillet, jf. §§ 40 og 44, indregne de omkostninger, der indirekte kan henføres til det pågældende produkt, hvis omkostningerne vedrører fremstillingsperioden.
§ 83. Virksomheden skal indregne udviklingsprojekter, der tilsigter at udvikle et bestemt produkt eller en bestemt proces, som virksomheden har til hensigt at fremstille henholdsvis benytte i produktionen. Herunder hører patenter, koncessioner og andre immaterielle aktiver, som følger af et udviklingsprojekt.
§ 84. Virksomheden skal indregne kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder til nævnte virksomheders regnskabsmæssige indre værdi, jf. stk. 2-5. Virksomheden skal indregne og måle den regnskabsmæssige indre værdi efter sin egen regnskabspraksis. 1. pkt. finder ikke anvendelse på kapitalandele, som måles efter § 38.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 119-121 om koncernregnskaber finder tilsvarende anvendelse, dog således at elimineringer i forhold til associerede virksomheder alene gælder forholdsmæssigt ud fra ejerandelen. § 116, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Udarbejder en dattervirksomhed et koncernregnskab, anvendes dette som grundlag. Optager dattervirksomheden sine kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder til regnskabsmæssig indre værdi, kan disse værdier anvendes som grundlag.
Stk. 3. Virksomheden skal op- eller nedskrive værdien af kapitalandelene med dattervirksomhedernes og de associerede virksomheders resultat og eventuelle bevægelser i deres regnskabsmæssige indre værdi, der ikke indgår i deres resultat. Dattervirksomhedernes og de associerede virksomheders resultat og bevægelser i regnskabsmæssig indre værdi, der ikke indgår i deres resultat, indregnes forholdsmæssigt til de andele, der svarer til kapitalandelene.
Stk. 4. Et beløb svarende til regnskabsårets nettoopskrivning, jf. stk. 3, skal indregnes i posten »Reserve for nettoopskrivning efter indre værdis metode« under egenkapitalen. Et beløb svarende til regnskabsårets nettonedskrivning, jf. stk. 3, skal indregnes og fradrages i en positiv reserve. Overstiger beløbet for nettonedskrivningen den positive reserve inden fradraget, skal kun den del af nettonedskrivningen, der svarer til reserven, fragå denne. Reserven kan ikke indregnes med et negativt beløb. Denne reserve kan elimineres med virksomhedens underskud, men kan ikke formindskes på anden måde, jf. dog næste punktum. Reserven skal opløses eller formindskes, i det omfang de opskrevne kapitalandele
-
realiseres eller
-
tilbageføres på grund af ændret regnskabsmæssigt skøn, jf. § 52, stk. 1.
Stk. 5. En virksomhed kan undlade at anvende indre værdis metode for kapitalandele i en dattervirksomhed, der er omfattet af § 114, stk. 2, nr. 1-3, eller i en associeret virksomhed, hvis de nødvendige oplysninger ikke er kendte. I så fald måles kapitalandelene til kostpris, jf. § 36. Kapitalandele i virksomheder omfattet af § 114, stk. 2, nr. 3, kan dog måles til dagsværdi efter § 37, stk. 1, 2.-4. pkt. Endvidere kan regulering for en associeret virksomhed efter stk. 3 ske på basis af det seneste årsregnskab for den associerede virksomhed, selv om denne har et regnskabsår, der afviger fra virksomhedens.
Resultatopgørelsen
§ 85. Resultatandele, der hidrører fra dattervirksomheder henholdsvis associerede virksomheder, der måles til indre værdi, jf. § 84, skal indregnes som særskilte poster i resultatopgørelsen.
Pengestrømsopgørelsen
§ 86. I pengestrømsopgørelsen skal ind- og udbetalinger indregnes på betalingstidspunktet, uanset hvornår indregningen sker i resultatopgørelsen eller balancen.
Stk. 2. Pengestrømsopgørelsen skal i det mindste vise periodens pengestrømme fordelt på drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteterne. Endvidere skal pengestrømsopgørelsen særskilt vise regnskabsårets forskydninger i likvider samt likviderne ved periodens begyndelse og slutning.
Stk. 3. De tilsvarende beløb for posterne i det foregående regnskabsår skal anføres. Er posterne ikke direkte sammenlignelige med det foregående års poster, skal sidstnævnte tilpasses. Virksomheden kan dog undlade at tilpasse sammenligningstal, hvis den manglende sammenlignelighed skyldes ændringer i virksomhedens aktiviteter. Poster i pengestrømsopgørelsen, som ikke indeholder noget beløb for regnskabsåret, skal kun medtages, hvis den foregående årsrapport indeholder en sådan post.
Stk. 4. En virksomhed kan undlade selv at udarbejde en pengestrømsopgørelse, hvis denne er indeholdt i en pengestrømsopgørelse for koncernen.