Serviceloven § 15
§ 15. Opholdskommunen giver forældre med børn et tilskud til brug for dagtilbud efter §§ 9-11. Opholdskommunens tilskud svarer til 70 pct. og forældrenes egenbetaling til 30 pct. af de budgetterede udgifter ved ophold i dagtilbuddet i opholdskommunen, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, jf. dog stk. 4, 5 og 6.
Stk. 2. Ved optagelse i daginstitution i opholdskommunen beregnes tilskud på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved driften af daginstitutioner af samme type i kommunen. Tilskud for ophold i ordninger efter § 11 beregnes dog på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning, jf. § 144, stk. 3.
Stk. 3. Ved optagelse i kommunal dagpleje i opholdskommunen beregnes tilskud på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved ophold i den kommunale dagpleje.
Stk. 4. Ved optagelse i dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen beregnes opholdskommunens tilskud således, at det svarer til 70 pct. af de gennemsnitlige driftsudgifter pr. plads for dagtilbud i opholdskommunen beregnet for den aldersgruppe, som barnet tilhører. Tilskuddet kan dog højst udgøre 70 pct. af de budgetterede driftsudgifter pr. plads i det benyttede dagtilbud som beregnet af udførerkommunen, jf. dog stk. 5 og 6. Opholdskommunen betaler tilskuddet direkte til udførerkommunen. Forældrene betaler forskellen mellem tilskuddet fra opholdskommunen og driftsudgiften pr. plads i det benyttede dagtilbud som beregnet i udførerkommunen.
Stk. 5. Opholdskommunen kan, hvis forældre vælger et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen, beslutte at give et ekstra tilskud til udførerkommunen for enten at reducere udførerkommunens udgifter, reducere egenbetalingen eller begge dele. Opholdskommunen betaler det ekstra tilskud direkte til udførerkommunen.
Stk. 6. Socialministeren fastsætter nærmere regler om tilskud og egenbetaling efter stk. 1 og 4 samt § 26 og kan herunder bestemme, at tilskuddet skal forhøjes under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og børnenes særlige behov for ophold i dagtilbud.
Stk. 7. Tilskud og egenbetaling efter stk. 1 fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af dagtilbuddenes budgetter. Dette gælder dog ikke for puljeordninger, jf. § 11.
Kilde: Retsinformation.dk