Aktivloven § 13
§ 13. Det er en betingelse for at få hjælp efter § 11, at ansøgeren og ægtefællen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at de aktivt søger at udnytte deres arbejdsmuligheder.
Stk. 2. Kommunen har pligt til at vurdere, om en person, der har ansøgt om eller får hjælp efter § 11, fortsat opfylder betingelserne for hjælpen ved at udnytte sine arbejdsmuligheder, hvis personen
-
afslår et formidlet arbejde,
-
udebliver fra en formidlingssamtale eller en kontaktdato på arbejdsformidlingen,
-
udebliver fra en formidlings- eller opfølgningssamtale i kommunen eller
-
undlader at give meddelelse til arbejdsformidlingen, kommunen eller arbejdsgiveren om sygdom i tilfælde, hvor den ledige er givet et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller skal møde til jobsamtale hos en arbejdsgiver.
Stk. 3. Det er en betingelse for at få hjælp, at ansøgeren og dennes ægtefælle tager imod et rimeligt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 4. Ønsker ansøgeren eller ægtefællen at modtage eller modtager ansøgeren eller ægtefællen hjælp alene på grund af ledighed, har de dog ikke pligt til at udnytte deres arbejdsmuligheder ved at tage imod et tilbud om arbejde efter stk. 1 eller tilbud efter stk. 3, hvis
-
tilbuddet ikke kan anses for et rimeligt tilbud på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold,
-
den pågældende ikke kan arbejde på grund af sygdom eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis det hidtidige arbejde fortsættes,
-
afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører en urimelig belastning af den pågældende på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport,
-
den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der efter bestemmelserne i § 12, stk. 1 og 2, § 13, stk. 1, 2 og 7, § 14, stk. 1-3 og 8, og § 15, stk. 1 og 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption,
-
den pågældende er nødt til at passe sine børn og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed,
-
den pågældende modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående eller efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn,
-
den pågældende er omfattet af en friperiode efter § 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
-
den pågældende aftjener værnepligt,
-
arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt eller
-
arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel.
Stk. 5. Ønsker ansøgeren eller ægtefællen at modtage eller modtager ansøgeren eller ægtefællen hjælp på grund af problemer ud over ledighed, skal kommunen vurdere, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre forhold end de i stk. 4 nævnte, der kan begrunde, at den pågældende ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder.
Stk. 6. Reglerne i stk. 1-3 gælder ikke for ansøgerens ægtefælle, når ægtefællen er under uddannelse eller modtager en offentlig forsørgelsesydelse, som ikke er betinget af, at modtageren udnytter sine arbejdsmuligheder.
Stk. 7. En person, hvis ægtefælle er berettiget til hjælp efter § 11, og som udelukkende eller hovedsagelig har arbejdet i hjemmet, kan vælge ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder efter reglerne i stk. 1-3. I så fald bliver hjælpen til ægteparret beregnet efter reglerne i § 26, stk. 5, og § 34, stk. 3.
Stk. 8. Kommunen kan beregne hjælpen efter reglerne i § 26, stk. 5, og § 34, stk. 3, til en person, der er berettiget til hjælp efter § 11, når
-
ægtefællen udelukkende eller hovedsagelig har arbejdet i hjemmet, og
-
ægtefællen ikke kan dokumentere, at pågældende forsøger at udnytte sine arbejdsmuligheder efter reglerne i stk. 1-3.
Stk. 9. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-4.
Kilde: Retsinformation.dk