§ Aktivloven · kapitel 19 af 32
Kapitel 3 – Vejledning og opfølgning
LBK nr 709 af 13/08/2003
Vejledning
§ 7. Når en person søger om hjælp, skal kommunen straks vurdere, om der er behov for at yde vejledning om, hvordan den pågældende så vidt muligt ved egen hjælp kan klare øjeblikkelige eller kommende økonomiske problemer.
Stk. 2. Vejledningen kan bestå i oplysninger om, hvordan den pågældende kan forbedre mulighederne for arbejde eller uddannelse.
Behandling og vurdering af ansøgninger
§ 8. Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp efter reglerne herom i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 2. Når en person har brug for hjælp til forsørgelse i forbindelse med ledighed, kan kommunen normalt gå ud fra, at behovet kan opfyldes ved kontanthjælp og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 3. Når en person har problemer ud over ledighed, behandler kommunen sagen efter reglerne, der er fastsat efter § 19 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
§ 8 a. Kommunen sørger for, at personer, der har ansøgt om eller får hjælp alene på grund af ledighed, bliver tilmeldt arbejdsformidlingen, jf. kapitel 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Kommunen sørger endvidere for, at arbejdsformidlingen får meddelelse, når hjælpen ophører.
§§ 8 b-9. (Ophævet).
Opfølgning
§ 10. Kommunen skal løbende følge sager efter denne lov for at sikre sig, at betingelserne for at give hjælp fortsat er opfyldt. Samtidig skal kommunen være opmærksom på, om der er grundlag for at yde andre former for hjælp.
Stk. 2. Kommunen skal foretage opfølgning på en sag efter stk. 1 senest 3 måneder efter første henvendelse eller senest 3 måneder efter, at sagen har været vurderet efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Herefter skal opfølgning ske senest 3 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet, eller der er lavet en opfølgning i kontaktforløbet, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 3. I sager efter kapitel 7 samt i sager om fleksjob m.v. efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal kommunen foretage opfølgning senest 6 måneder efter, at ydelsen eller tilskuddet er udbetalt første gang. Tilsvarende gælder i sager, hvor personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, får tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i samme lov. Herefter skal opfølgningen ske senest 12 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet.