Almenboligloven § 77

§ 77. Fondens vedtægter skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren. De skal indeholde bestemmelser, der sikrer en forsvarlig tilrettelæggelse af fondens virksomhed med henblik på opfyldelsen af dens formål.

Stk. 2. Senest 4 måneder efter hvert regnskabsårs afslutning skal fondens årsregnskab underskrevet af bestyrelsen og attesteret af revisor indsendes til økonomi- og erhvervsministeren tillige med bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer for regnskabets og beretningens form og indhold.

Stk. 3. Fondens regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor, der udpeges af økonomi- og erhvervsministeren efter indstilling fra fonden. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer for udøvelsen af revisors virksomhed.

Stk. 4. Fonden skal på forlangende give økonomi- og erhvervsministeren enhver oplysning om fondens virksomhed, herunder om bestyrelsens skøn over omfanget af fondens fremtidige udlånsvirksomhed og størrelsen af de forventede udlånsmidler.

Fondens indtægter

Kilde: Retsinformation.dk