Bekendtgørelse af lov om byfornyelse § 91

§ 91. Ved begyndelsen af hvert år meddeler økonomi- og erhvervsministeren de enkelte kommunalbestyrelser en vejledende investeringsramme, inden for hvilken kommunalbestyrelsen kan påregne at kunne opnå bindende tilsagn til beslutninger efter kapitel 3 og 9 samt til at stille offentlige midler til rådighed for bygningsforbedringsudvalg, jf. kapitel 6.

Stk. 2. Investeringsrammer fordeles mellem de enkelte kommuner efter objektive kriterier, der afspejler kommunernes byfornyelsesbehov. En del af investeringsrammen kan dog anvendes til byfornyelsesforsøg efter §§ 92 og 93 og til løsning af afgrænsede byfornyelsesopgaver.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelserne i to eller flere kommuner ønsker det, skal økonomi- og erhvervsministeren meddele de pågældende kommuner en fælles vejledende investeringsramme i stedet for de vejledende investeringsrammer efter stk. 1. Den fælles vejledende investeringsramme beregnes som summen af de pågældende kommuners vejledende investeringsrammer efter stk. 1.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan senere ændre de udmeldte vejledende investeringsrammer efter stk. 1 og 3.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan, når den har opnået bindende tilsagn hertil, give tilsagn om forbedringstilskud til udgifter til ombygning og nybyggeri, der iværksættes efter kapitel 3, og til arbejder, der udføres efter påbud i henhold til § 166, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan under de i 1. pkt. anførte betingelser endvidere afholde de i § 87, stk. 1 og 2, nævnte udgifter og stille offentlige midler til rådighed for lokale bygningsforbedringsudvalg. Der kræves dog ikke bindende tilsagn til beslutninger efter § 56, stk. 4. Det bindende tilsagn fragår i kommunens vejledende investeringsramme.

Stk. 6. Et bindende tilsagn skal anvendes af kommunen senest 4 år efter datoen for det bindende tilsagn. Et bindende tilsagn anses for anvendt, når kommunalbestyrelsen har forpligtet sig til at afholde de i § 87, stk. 1, nævnte udgifter og givet tilsagn om støtte til ombygningsarbejderne til de enkelte ejendommes ejere. Et bindende tilsagn bortfalder, i det omfang det ikke er anvendt inden den nævnte frist.

Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for beregningen af forbedringstilskud og for opgørelsen af refusionen, herunder fastsætte rammer for de udgifter, der kan medtages som godkendte ombygningsudgifter og ved refusionsberegning af de enkelte arter af byfornyelsesforanstaltninger og tidsfrister for endelig afregning. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om fordeling af investeringsrammen.

Kilde: Retsinformation.dk