Bekendtgørelse af lov om byfornyelse § 65
§ 65. Kommunalbestyrelsen kan stille garanti for byggelån inklusive låneomkostninger, der optages til dækning af de støtteberettigede udgifter, i det omfang finansieringen ikke kan gennemføres, medmindre der stilles særlig sikkerhed for långivningen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere stille garanti for lån til endelig finansiering af de dokumenterede og af kommunalbestyrelsen godkendte værdiforøgende forbedringsudgifter inklusive låneomkostninger og eventuelt kurstab, i det omfang finansieringen ikke kan gennemføres, medmindre der stilles særlig sikkerhed for långivningen. Garantien kan kun ydes til realkreditlån og realkreditlignende lån ydet af et pengeinstitut.
Stk. 3. Provenuet af lån, hvortil der ydes garanti, må ikke overstige de i stk. 1 og 2 nævnte udgifter. Vedrører garantien finansiering af ombygningsudgifter i erhvervsejendomme, som ombygges til beboelse, skal det i 1. pkt. nævnte provenu af lån efter stk. 2 reduceres med engangstilskuddet, jf. § 61 a. Det er en betingelse for garantien, at lånet er ydet mod pant i den forbedrede ejendom.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan som vilkår for at stille garanti kræve supplerende sikkerhed for lånet eller garantien, herunder i form af kaution eller solidarisk medhæftelse. Stiller långiver på lånetidspunktet eller senere krav om anden supplerende sikkerhed end kommunal garanti, påhviler det långiver at sikre, at kommunen indtræder i denne sikkerhed, i det omfang garantien bliver gjort effektiv.
Stk. 5. Inden der ydes en garanti, skal kommunalbestyrelsen med henblik på at sikre den bedst mulige prioritetsstilling for de lån, hvortil der ydes kommunal garanti, tage stilling til, i hvilket omfang det kan accepteres, at disse lån skal respektere foranstående lån med pant i ejendommen.
Stk. 6. Det er et vilkår for den kommunale garanti for lån efter stk. 1 og 2, at det garanterede lån sikres ved 1. prioritets panteret i et ejendommen tilkommende forbedringstilskud. Den kommunale garanti efter stk. 1, kan kun gøres gældende for det garanterede beløb med fradrag af tilskud efter § 61 a og tabserstatning efter § 62.
Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens ydelse af garanti samt om anmeldelse af kommunale garantier til Finansstyrelsen.
Kilde: Retsinformation.dk