Bekendtgørelse af lov om byfornyelse § 144
§ 144. Når en bolig skal fraflyttes som følge af en beslutning i medfør af denne lov, lov om sanering eller lov om boligtilsyn, skal kommunalbestyrelsen anvise husstanden en anden bolig. Denne ret tilkommer lejere af beboelseslejligheder, lejere af enkeltværelser, der ifølge lejeloven er beskyttet mod opsigelse, andelshavere og beboere, der selv ejer deres bolig. Retten til at få anvist en erstatningsbolig indtræder, når der træffes beslutning som nævnt i 1. pkt., dog tidligst 6 måneder før det tidspunkt, hvor boligen skal være fraflyttet.
Stk. 2. Når en bolig skal ombygges efter en beslutning i medfør af denne lov eller lov om sanering, har husstanden ret til at få anvist en erstatningsbolig, såfremt ombygningen for lejere medfører en lejeforhøjelse, der sammen med lejeforhøjelser for forbedringer gennemført i de sidste 3 år vil udgøre mere end 80 kr. pr. m 2 bruttoetageareal. Beløbet reguleres en gang årligt efter udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks i en 12-måneders-periode sluttende i juni måned året før det finansår, reguleringen vedrører. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Tilsvarende har andelshavere og beboere, der selv ejer deres bolig, ret til at få anvist en erstatningsbolig, hvis nettoboligudgiften forøges med samme beløb som nævnt i 1.-3. pkt. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningen af nettoboligudgiften.
Stk. 3. Husstanden har fortrinsret til de boliger, der anvises i det samme boligkvarter som den fraflyttede bolig eller et tilstødende boligkvarter. Når en bolig skal fraflyttes, fordi ejendommen skal nedrives og erstattes af nybyggeri efter § 9, stk. 1, nr. 9, opført af almene boligorganisationer eller af private bygherrer, har husstanden fortrinsret til en lejlighed i nybyggeriet ved den første udlejning.
Stk. 4. Den anviste erstatningsbolig skal have enten et rum mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme rumantal som den tidligere bolig, medmindre denne var overbefolket. Boligen skal have passende kvalitet, udstyr og beliggenhed.
Stk. 5. En husstand, der får tilbudt en erstatningsbolig, har en gang ret til at afvise den tilbudte erstatningsbolig og få tilbudt en anden erstatningsbolig i stedet, uanset om den tilbudte erstatningsbolig opfylder kravene i stk. 4.
Stk. 6. En husstand, der har fået anvist en erstatningsbolig, har i indtil 2 år efter anvisningen ret til at få tilbudt en anden erstatningsbolig. Husstanden har fortrinsret til boliger, der anvises i husstandens tidligere bykvarter.
Stk. 7. Tilbudet om erstatningsbolig skal indeholde oplysning om husstandens adgang til at gøre indsigelse samt oplysning om fristen herfor, jf. stk. 8. Indeholder tilbudet om erstatningsbolig ikke disse oplysninger, løber fristen på 6 uger først fra det tidspunkt, kommunalbestyrelsens oplysning om husstandens adgang til at gøre indsigelse og oplysningen om fristen herfor er kommet frem til husstanden.
Stk. 8. Såfremt husstanden ikke finder den erstatningsbolig, som kommunalbestyrelsen tilbyder, passende, skal husstanden gøre indsigelse herom til kommunalbestyrelsen senest 6 uger efter, at tilbudet er fremsat over for husstanden. Vil kommunalbestyrelsen ikke godkende husstandens afvisning af den tilbudte erstatningsbolig, skal kommunalbestyrelsen indbringe sagen for byfornyelsesnævnet senest 6 uger efter, at husstandens afvisning er kommet frem, såfremt kommunalbestyrelsen fastholder, at den tilbudte erstatningsbolig er passende, jf. stk. 4.
Stk. 9. Når en bolig skal ombygges efter en beslutning i medfør af denne lov eller lov om sanering, men ombygningen ikke er omfattet af stk. 2, kan kommunalbestyrelsen anvise en erstatningsbolig, såfremt ombygningen medfører en sådan forhøjelse af boligudgiften, at forholdet mellem boligudgiften og husstandens samlede økonomi forrykkes væsentligt.
Kilde: Retsinformation.dk