Bekendtgørelse af lov om byfornyelse § 142
§ 142. Når en bolig eller et erhvervslokale skal fraflyttes som følge af en beslutning i medfør af denne lov, lov om sanering eller lov om boligtilsyn, fastsættes tidspunktet for fraflytning ved aftale mellem kommunalbestyrelsen og ejeren.
Stk. 2. Efter at tidspunktet for fraflytning er aftalt, skal udlejeren foretage opsigelse af de berørte lejemål. Opsigelse efter denne lov kan tidligst foretages 6 måneder før det tidspunkt, hvor lejeren skal være fraflyttet. Opsigelse kan ske med 3 måneders varsel uanset modstående aftale. Såfremt fortsat benyttelse vil være forbundet med nærliggende sundheds- eller brandfare, jf. § 167, kan opsigelse ske med mindre end 3 måneders varsel.
Stk. 3. Opsigelse efter stk. 2 skal være skriftlig og indeholde oplysning om opsigelsesgrunden og om adgang til at gøre indsigelse efter stk. 4. Er det lejede udlejet til andet end beboelse, skal opsigelsen tillige indeholde oplysning om, at bestemmelserne om lejerens rettigheder efter § 66, stk. 1-5, og § 67, stk. 1-2, i lov om leje af erhvervslokaler m.v. finder tilsvarende anvendelse ved opsigelse efter denne lov, og om rettighedernes indhold. Indeholder opsigelsen ikke de oplysninger, der er nævnt i 1. og 2. pkt., er den ugyldig.
Stk. 4. Hvis en lejer af en bolig senest 6 uger efter, at en opsigelse efter stk. 2 er kommet frem, fremsætter skriftlig indsigelse mod opsigelsen, skal udlejeren indbringe opsigelsen for byfornyelsesnævnet senest 6 uger efter lejerfristens udløb, hvis opsigelsen ønskes opretholdt. Er det lejede udlejet til andet end beboelse, finder § 65, stk. 2, i lov om leje af erhvervslokaler m.v. tilsvarende anvendelse.
Kilde: Retsinformation.dk