Bekendtgørelse af lov om byfornyelse § 107
§ 107. Inden aftalens indgåelse kan der ansøges om reservation af investeringsramme til et planlagt projekt.
Stk. 2. Ansøgning om reservation af investeringsramme skal ske på et af Økonomi- og Erhvervsministeriet udfærdiget skema og indsendes til kommunalbestyrelsen. Ansøgningen kan tidligst indsendes efter kommunens bekendtgørelse af kriterier, jf. § 94, stk. 4, 4. pkt., for det år, reservationen ønskes. Ansøgningen skal indsendes inden den 1. maj i det år, reservationen ønskes.
Stk. 3. I lejemål omfattet af § 96, stk. 1, nr. 2-4, er det dog en betingelse, at der inden anmodning om en afgørelse efter § 25 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene eller § 59 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, i lov om leje, er meddelt reservation af investeringsramme.
Stk. 4. En reservation bortfalder, hvis ansøgning om tilsagn om tilskud ikke er indsendt senest 9 måneder efter, at reservationen er meddelt af kommunalbestyrelsen.
Stk. 5. Efter at kommunalbestyrelsen har meddelt reservation af investeringsramme, kan der ansøges om supplerende reservation af investeringsramme. Ansøgning om supplerende reservation af investeringsramme skal ske på et af Økonomi- og Erhvervsministeriet udfærdiget skema og indsendes til kommunalbestyrelsen. En supplerende reservation kan ikke forlænge fristen efter stk. 4.
Kilde: Retsinformation.dk